Tre bæredygtige bygherrer kæmper om Bygherreprisen 2019

20 kandidater er skåret ned til tre finalister, der dyster om Boligfondens Kubens Bygherrepris. De tre nominerede er: Himmerland Boligforening, Roskilde Kommune samt NREP og AG Gruppen.
Roskilde Kommune for fokus på bæredygtighed og udviklingen af bydelen Musicon. Det har sikret dem nomineringen. Foto: Rasmus Hjortshøj.
Roskilde Kommune for fokus på bæredygtighed og udviklingen af bydelen Musicon. Det har sikret dem nomineringen. Foto: Rasmus Hjortshøj.

De nominerede kandidater til Bygherreprisen 2019 er:

– Roskilde Kommune for en kontinuerlig stærk bygherreindsats med blandt andet fokus på FN’s verdensmål og for udvikling af bydelen Musicon

– NREP og AG-gruppen for at vise vejen frem mod mere et cirkulært byggeri ved opførelse af boligbyggerierne Upcycle Studios og Ressourcerækkerne i Ørestaden på Amager i København

– Himmerland Boligforening for i samarbejde med en lang række private og offentlige parter at have forvandlet Aalborg Øst til et attraktivt boligområde til inspiration for resten af den almene sektor

Stærke projekter

Henrik Mielke, administrerende direktør i Enemærke & Petersen, er bestyrelsesmedlem i Boligfonden Kuben og medlem af bedømmelseskomiteen. Han er meget begejstret for de tre nominerede organisationer og deres projekter:

– Jeg synes, at vi har tre stærke kandidater med meget forskellige udgangspunkter. Vi har den offentlige bygherre i form af Roskilde Kommune, der med høje ambitioner og nytænkning faciliterer og leder byens udvikling i en mere bæredygtig retning. Så er der den stærke kommercielle bygherre i form af NREP og AG Gruppen. Det er developere, der måske lidt overraskende for udenforstående, insisterer på at søge nye og udfordrende veje med cirkulære løsninger. Og så er der en stor almen boligorganisation, der gennem sit byggeri blandt andet har skabt mere sundhed, øget tryghed og en masse sociale gevinster i en ellers udskældt bydel i Aalborg.

NREP og AG-Gruppen er udvalgt særligt for opførelsen af Upcycle Studios og Ressourcerækkerne i Ørestad Syd på Amager, der er to bæredygtige byggerier med udgangspunkt i cirkulære metoder, hvor materialerne i stor grad består af genbrug. Foto: Tornfeld Media.
NREP og AG-Gruppen er udvalgt særligt for opførelsen af Upcycle Studios og Ressourcerækkerne i Ørestad Syd på Amager, der er to bæredygtige byggerier med udgangspunkt i cirkulære metoder, hvor materialerne i stor grad består af genbrug. Foto: Tornfeld Media.

Formand for bedømmelseskomiteen Palle Adamsen, administrerende direktør i Lejerbo, hæfter sig også ved de mange gode kandidater. Det har været svært at vælge:

– Vi har fået rekordmange flotte indstillinger. Vi har skulle vælge mellem de største og dygtigste bygherrer. Det vidner om en stor interesse for at vinde bygherrernes særlige pris. Men nok så vigtigt, så vidner det om mange dygtige og visionære bygherrer i Danmark. Med de tre finalister er vi oppe i den absolutte topklasse, så det bliver meget svært at finde den endelige vinder.

Bygherrens afgørende rolle

Han forklarer, at uanset hvem der vinder, så er det afgørende, at finalisterne samt hele priskonkurrencen er med til at sætte fokus på bygherrens afgørende rolle i forhold til at skabe godt byggeri.

– Bygherreorganisationen bag et stort visionært byggeprojekt spiller ofte en lidt anonym rolle i forhold til det byggeri, som opføres. Og når byggeriet endeligt står færdigt, glemmer man ofte det forarbejde, der ligger bag. Men bygherren spiller en central rolle som den, der sætter rammerne for det færdige byggeri og vejen dertil. Det er igangsætteren og det strategiske anker i byggeprojektet. Bygherren er indkøber og angiver retningen og er derfor helt afgørende for byggeriets succes, understreger Palle Adamsen.

Himmerland Boligforening er udvalgt for med den såkaldte Aalborgmodel at have givet et fysisk og socialt løft til det udsatte boligområde Kildeparken i Aalborg Øst. Foto: Himmerland Boligforening.
Himmerland Boligforening er udvalgt for med den såkaldte Aalborgmodel at have givet et fysisk og socialt løft til det udsatte boligområde Kildeparken i Aalborg Øst. Foto: Himmerland Boligforening.

Og helt specifikt er det den ekstraordinære rolle og indsats, som Bygherreprisen gerne vil hædre. Prisen tildeles en bygherre, som i et eller flere byggeprojekter har udvist en særdeles god og professionel bygherreindsats og som formår at udleve en stærk vision og sætte en strategisk retning for sit byggeri. I år har der særligt været fokus på bygherrer, som har formået at akkumulere viden og dygtiggøre sig selv og branchen samt skabt værdi til omverdenen. Ikke blot på et projekt, men over flere projekter.

Det er Boligfonden Kuben, som sammen med Bygherreforeningen uddeler den prestigefyldte pris. Prisen blev senest uddelt i 2018, hvor Realdania By & Byg vandt for opførelsen af BLOX.

Relateret indhold