I denne omgang Top10 med data hentet fra SMART, Byggefaktas omfattende database over bygge- og anlægsprojekter i Norden, har vi valgt at kigge på ingeniører tilknyttet de største projekter over en femårig periode fra 2020-2024.
Helt i top på Top10-listen ligger Sweco. Sweco købte i efteråret 2023 OJ Rådgivende Ingeniører, herunder OJ Brandrådgivning. Salget gik igennem omkring årsskiftet, hvorfor OJ er en del af de tal, der her er præsenteret.

Sweco udvikler fremtidens bofællesskab: Giver mere tilbage end det tager
Sweco inkl. OJ-virksomhederne har de sidste fem år deltaget på ikke færre end 428 byggeprojekter, der samlet har projektværdier til 35,8 mia. kr.
Det største projekt Sweco deltager på, er opførelsen af det nye stadion på Kongelunden i Aarhus. Det er tegnet af den internationalt anerkendte, britiske arkitekt Zaha Hadid Architects med et budget på 995 mio. kr. for de godt 20.000 kvm stadion med tilhørende faciliteter. Det nye stadion, der er kommet i økonomisk uføre og skal spare 83,3 mio. kr. allerede her et godt år efter byggestart, får plads til ca. 21.000 tilskuere.
500 boliger på Køge Kyst
Sweco deltager også eller har deltaget på en lang række boligbyggerier – både renovering af bl.a. syv af Bellahøjhusene for Boligforeningen AAB, og nybyggeri af tilsammen 500 boliger i byudviklingsprojektet Køge Kyst. Disse er fordelt på hhv. 300 og 200 boliger og er to af de større boligprojekter, der sammen med de andre 426 projekter bringer Sweco op i toppen af Top10-listen.
Projektet med 300 boliger har et samlet, anslået budget på 609 mio. kr., mens boligprojektet med de 200 boliger beløber sig til 563 mio. kr. De to projekters hhv. 35.000 og 27.000 kvm opføres af Enemærke & Petersen for bygherren PensionDanmark. De 300 boliger forventes færdige til efteråret i år, mens projektet med de 200 boliger skal stå færdige i foråret 2026.
Største ingeniører 2020-2024 | Antal projekter | Projektværdi (mio. kr.) |
1. Sweco Danmark(OJ) | 428 | 35.814 |
2. Artelia | 260 | 27.488 |
3. Rambøll Danmark | 255 | 27.006 |
4. Niras | 177 | 26.309 |
5. Afry | 102 | 17.632 |
6. Cowi | 180 | 16.777 |
7. Norconsult (LB Consult) | 227 | 14.510 |
8. Abc Rådgivende Ingeniører | 72 | 10.575 |
9. Ingeniør’ne | 133 | 9.435 |
10. Akademiingeniør Svend Poulsen | 85 | 7.502 |
I alt | 1.919 | 193.048 |
Kilde: Byggefakta/SMART
Indenfor erhverv har Sweco bl.a. opført Lidls nye hovedkvarter i Aarhus, der er certificeret til både DGNB Platin og DGNB Diamant, nyt 26.000 kvm fragtcenter til DHL i Københavns lufthavn og kontorejendommen Cph Pulse på Havneholmen i København. Sidstnævnte forventes at stå færdig til efteråret – med café, cykelværksted, kajakopbevaring og tre tagterrasser.
Seks etagers træbyggeri
På andenpladsen over ingeniørvirksomheder, der har opført byggerier for flest mia. kr. de seneste fem år, ligger Artelia. Ingeniørvirksomhedens mere end 1.300 medarbejdere i Danmark har de seneste fem år tilsammen deltaget på 260 projekter. Disse har tilsammen et budget på knap 27,5 mia. kr.

Største og mest prestigefyldte projekt de seneste fem år har været opførelse af de 45.000 kvm boliger og erhverv på Papirøen i København, der stod færdig i maj 2024 til et samlet budget på 850 mio. kr. Det er NCC der har opført bygninger i totalentreprise for bygherren Udviklingsselskabet CØ. Cobe har tegnet.
Artelia gør det også i renovering af boliger – bl.a. i Mjølnerparken i København, hvor der også har været nybyggeri. Samlet er projektet knap 56.000 kvm stort med et budget på anslået 740 mio. kr. Hovedentreprenør er her Nordstern.

Top10: Entreprenører med flest nybyggede kvadratmeter i 2024
De seneste godt 2,5 år har Artelia også været med på Bygningsstyrelsens kommende kontorknudepunkt WoodHub på Lerchesgade 35 i Odense. Træbyggeriet på 31.000 kvm opføres i seks etager og skaber plads til 1.600 medarbejdere fra syv statslige institutioner. De 5.500 kvadratmeter parkeringskælder giver husly til 150 biler. Byggeriet er så tæt på færdigt, som man næsten kan komme. Også her står NCC for totalentreprisen, mens C.F. Møller er med som arkitekt.
6 af de 16 største
Som 3. ingeniørvirksomhed på Top10-listen finder vi Rambøll, der gennem de sidste fem år har arbejdet eller fortsat arbejder på 255 projekter til en samlet projektværdi på lige godt 27 mia. kr.
Rambøll er med på hele 6 af de 16 største projekter på listen. Absolut størst er en udvidelse af fabrikken hos Fujifilm Diosynth Biotechnologies Denmark i Hillerød. Siden september 2022 har totalentrepnreøren Fluor Corporation arbejdet på at opfører de godt 72.000 kvm til en samlet projektværdi på 2,4 mia. kr. Projektet forventes færdigt i juni 2026.

Det er også Rambøll, der er tilknyttet ingeniør på Forsvarets Efterretningstjenestes nye domicil på Svanemøllen Kaserne, som PensionDanmark, MT Højgaard Holding-koncernen og Deas Group sammen skal opføre og drive. Det 50.000 kvm domicil koster ca. 2 mia. kr. at opføre. Det nye domicil ventes klar til brug 1. juli 2027.
Novo med de to største
Det er – måske ikke overraskende – medicinalgiganten Novo Nordisk, der opfører to af de dyreste byggeprojekter i Danmark. Fraregnet er anlægsprojekter som f.eks. Femern Bælt.

Årets unge FRI-rådgiver skal findes i et historisk stærkt felt
Tilknyttet på ingeniørdelen på Novos bygning 25K2 (lager-, produktions- og kontorbygning) i Hillerød, er Niras. Dette 58.400 kvm byggeri med et anslået budget på 3,18 mia. kr. blev påbegyndt i oktober 2022 og forventes at stå færdigt i sommeren 2028. LM Byg er hyret som totalentreprenør.
Det næstdyreste Novo-projekt er også næstdyrest på Top10-listen. Projektet på 70.000 kvm omfatter opførelse af en ny fabrik med meget mere i Kalundborg. Det er Abc Rådgivende Ingeniører, der er ingeniør på dette 3 mia. kr. projekt, der er designet af PLH Arkitekter og opføres i storentreprise af Elindco.