Her er anklagerne
- Ifølge Konkurrencerådet har parterne gjort sig skyldige i at have afskærmet markedet for konkurrerende virksomheder og produkter, fordi de har:
- – Koordineret indholdet i standarden (TOR-anvisningerne)
- – Etablereret mærke- og kontrolordningen TOR Godkendt, som skal sikre, at standarden overholdes
- – Koordineret deres adfærd over for konkurrenter i form af blandt andet miskrediterende artikler
- – Koordineret deres adfærd over for andre aktører for at undgå, at de anvender eller markedsfører konkurrerende produkter, som ikke opfylder standarden
- – Koordineret begrænsning af Icopal Danmarks og Nordic Waterproofings produktudbud på det danske marked for tagpap og tagfolie til de produkttyper, som TOR-anvisningerne omfatter.
“Ulovlig aftale i tagpap-branchen”. Under den overskrift præsenterede Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen sin afgørelse i en kontroversiel sag, hvor Icopal Danmark, Nordic Waterproofing, Danske Tagpapfabrikanters Brancheforening og Tagpapbranchens Oplysningsråd (TOR) stod anklaget for at have overtrådt konkurrenceloven. Konkurrencerådet påbyder dem blandt andet at ophæve TOR-anvisningerne, som er en branchestandard.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tog sagen op i 2014 på baggrund af klager fra andre aktører i branchen. Samme år gennemførte Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kontrolundersøgelser hos sagens parter, og nu er afgørelsen klar. Ja, der har fundet ulovligheder sted, idet aftalen mellem parterne har virket konkurrencebegrænsende, mener styrelsen.
– De centrale aktører inden for tagpap er gået sammen for at holde konkurrenter ude af markedet. Det er forbudt, og det kan have medført højere priser på tagpap samt færre produkter på markedet til skade for både forbrugere og professionelle kunder. I mange tilfælde vil standarder skærpe konkurrencen. Men i dette tilfælde har parterne med deres TOR-anvisninger anvendt en standard som en del af en bredere sammenhæng, der har haft til formål at begrænse konkurrencen, udtaler Christian Schulz, formand for Konkurrencerådet.
“Sejret sig ihjel”
“Konkurrencerådet har vurderet, at sagen bør anmeldes til SØIK med henblik på strafferetlig forfølgelse. Rådet vil dog afvente en eventuel anke af afgørelsen,” skriver styrelsen på sin hjemmeside, og reaktionen fra de anklagede parter kom promte.
– Tagpapbranchens Oplysningsråd (TOR) er uenig i Konkurrencerådets afgørelse den 31. maj og mener ikke, at brancheforeningen har overtrådt forbuddet mod konkurrence-begrænsende aftaler. Tværtimod har TOR siden 1981 hævet kvaliteten på tagpaptage, argumenterer TOR i en pressemeddelelse kort efter afgørelsen blev offentlig.
– TOR har arbejdet for at øge kvaliteten af tagpaptagene og ikke for at tilgodese bestemte interessenter. Man kan sige, at TOR har sejret sig ihjel, da vi har opnået stor gennemslagskraft, har hævet kvaliteten og fordoblet den samlede markedsandel for tagpap, siger Tommy Bunch-Nielsen, sekretariatschef i TOR.
Parterne er således ikke enige i kendelsen fra Konkurrencerådet og indbringer nu afgørelsen for Ankenævnet.
– Vi mener ikke, at vi har overtrådt konkurrenceloven og går derfor rettens vej. Vi retter os imidlertid efter kendelsen ved at nedlægge TOR og vores frivillige kontrolordning TOR Godkendt, siger Tommy Bunch-Nielsen og tilføjer:
– Det vil være et stort tilbageskridt for hele byggebranchen og forbrugerne, hvis TOR-anvisningerne ikke længere kan anvendes. TOR-anvisningerne er efterspurgte i branchen, da de udgør et fælles referencegrundlag for bl.a. bygherrer, rådgivere, forsikringsselskaber, syn og skøn, undervisning og Byggeskadefonden.