Svendborg gør klar til nyt maritimt center

Svendborg Kommune og SMUC Fonden har underskrevet aftale om fondens køb af byggegrunden til Det ny SIMAC. Det markerer samtidig opstart på byggeriet af fremtidens maritime uddannelsesinstitution i Svendborg.
Direktør Jesper Bernhardt, Simac (t.v), formand Frederik Ejlers, SMUC fonden (i. m) og borgmester Bo Hansen, Svendborg Kommune, glæder sig over underskrevet købsaftale for byggegrunden til Det ny SIMAC på Nordre Kaj. Foto: Tim Kildeborg Jensen.
Direktør Jesper Bernhardt, Simac (t.v), formand Frederik Ejlers, SMUC fonden (i. m) og borgmester Bo Hansen, Svendborg Kommune, glæder sig over underskrevet købsaftale for byggegrunden til Det ny SIMAC på Nordre Kaj. Foto: Tim Kildeborg Jensen.

Det ny SIMAC

  • – Det ny SIMAC bliver opført af den private erhvervsdrivende fond: Fonden Svendborg Maritime Uddannelsescenter (SMUC).
  • – Det ny SIMAC er tegnet af C.F. Møller Architects og EFFEKT med C.F. Møller Architects som totalrådgiver.
  • – Bygherres ingeniørrådgiver er MOE A/S.
  • – SMUC Fonden betaler 6.416.000, – kroner for byggegrunden.
  • – Bygningen i tal: Det ny SIMAC bliver på 12.500 kvm.

Aftalen blev underskrevet den 8. juni, og samme dag blev opgaven med at opføre Det ny SIMAC også bekendtgjort. Dermed kan entreprenører nu søge om prækvalifikation på udførelsen af byggeprojektet.

Udbuddet bliver gennemført som udbud med forhandling efter Udbudsloven og bliver annonceret i EU-Tidende. De prækvalificerede skal aflevere indledende tilbud medio september, hvorefter der forhandles inden det endelige valg af entreprenør bliver foretaget.

Det ny SIMAC bliver en vidensinstitution i absolut højeste klasse. I 2022 står de nye bygninger på Nordre Kaj i Svendborg klar til at uddanne fremtidens ledere til Det Blå Danmark og en række andre, innovative erhverv inden for industrien og energisektoren.

Den nye SIMAC set fra kajsiden. Visualisering: C.F. Møller og EFFEKT.
Den nye SIMAC set fra kajsiden. Visualisering: C.F. Møller og EFFEKT.

Kommunen er allerede i gang med at forberede byggeriet på Nordre Kaj. De tidligere bygninger for NH Bugser er revet ned. Den sorte hal bliver revet ned efter sommerferien. Og Vand og Affald (Svendborg Kommune) omlægger spildevands- og vandledninger, så de kommer til at løbe bagom det nye byggeri.- Aftalen om købet af byggegrunden er et stort skridt for projektet. Det bringer Det ny SIMAC meget tættere på gennemførelse. Nu ser vi frem til licitationen og at vi får en god pris for selve opførelsen. Det er naturligvis også helt afgørende for projektets succes. Vi er glade for det gode samarbejde og har tilsvarende store forventninger til, at Svendborg Kommune udvikler hele kvarteret efter den helhedsplan, der er lagt for Nordre Kaj, fortæller Frederik Ejlers, formand for SMUC Fonden.

Relateret indhold