Stormflodssikker promenade skal skærme Faaborg mod vildt vejr

En én km lang promenade skal sikre Faaborg mod stormflod og oversvømmelser, bevare byens unikke kulturarv og føje herlighed til havnen. Projektet har fået en mio. kr. i støtte fra Realdania og Kystdirektoratets partnerskab 'Byerne og det stigende havvand'.
Der er jævnligt behov for de langskaftede gummistøvler i Faaborg - senest i januar i år, hvor stormen Malik pressede vand ind mod kysten og i følge Stormrådet skabte stormflod på strækningen mellem Kerteminde Havn og Faaborg Havn. Foto: Schønherr
Der er jævnligt behov for de langskaftede gummistøvler i Faaborg - senest i januar i år, hvor stormen Malik pressede vand ind mod kysten og i følge Stormrådet skabte stormflod på strækningen mellem Kerteminde Havn og Faaborg Havn. Foto: Schønherr

Stormflod i Faaborg

  • – Problemer med oversvømmelse i Faaborg opstår især, når vand, der er presset op i Østersøen af storm, igen strømmer ud mod Kattegat og derved presses ind i Det Sydfynske Øhav og Faaborg Fjord.
  • – I de tilfælde, hvor skybrud og højvande indtræffer samtidig, kan vandet stige meget og udfordre store dele af byen.
  • – Sidst vandet stod op i Faaborgs gader, var sidste weekend i januar 2022, hvor stormen Malik pressede så meget vand mod land i områderne mellem Kerteminde Havn og Faaborg Havn, Juelsminde Havn og Kolding Havn, Bogense Havn og Assens Havn samt Roskilde Fjord og Isefjord, at Stormrådet disse steder kategoriserede hændelsen som stormflod.

Faaborgenserne holder vejret, når der varsles storm. Faaborg er nemlig, som flere andre kystbyer, udfordret af ekstreme vejrforhold og stigende havvand. Det vil få konsekvenser for byens borgere, erhvervsdrivende, besøgende og kulturværdierne i fremtiden, hvis købstaden ikke bliver sikret mod stormflod.

Derfor er stormflodssikring også en del af den omfattende udvikling, der er sat i gang i Faaborg, og Faaborg-Midtfyn Kommune har netop valgt rådgivere til et projekt, der skal håndtere risikoen ved stormflod og oversvømmelse i fremtiden. Projektet består blandt andet af anlæggelsen af en kilometerlang ubrudt promenade.

– Faren for oversvømmelser er en tilbagevendende bekymring i Faaborg, både hos borgere og erhvervsdrivende. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi nu får sat arbejdet i gang, siger borgmester Hans Stavnsager, der ser frem til, at arbejdet sættes i gang.

– Vores ambition er at skabe en løsning, der samtidig har fokus på at bevare Faaborgs unikke kulturarv og tilføje herlighed til havnen og oplevelsen af Faaborg. Det har haft stor betydning for vores valg af rådgivere på opgaven.

Kan skabe byudvikling

Landskabsarkitekt Schønherr, der har speciale i klimasikring, kulturarv og naturarv, er valgt som den ene af to hovedrådgivere på projektet. Ved sin side har landskabsarkitekten advokatfirmaet Lundgrens, hvor advokat og partner Søren Hilbert har speciale inden for byudvikling og klimasikring

Ansvarlig partner hos Schønherr, Rikke Juul Gram, glæder sig til samarbejdet:

– Det er et spændende projekt i et meget følsomt kulturmiljø, hvor vi ved hjælp af workshops, møder og 1:1-modeller skal hjælpe borgere og interessenter til at skabe egne erfaringer med forslagene, fortæller Rikke Juul Gram og fortsætter:

– Samtidig er der en interessant udfordring i at skabe en promenade, der tilfører nye værdier til Faaborg by – uden at den kommer til at virke som en barriere mellem kystlinje og hav.

Søren Hilbert ser frem til at være med til at skabe en fremtidssikret løsning af klimaudfordringerne til størst mulig gavn for borgerne ved at give projektet et solidt juridisk og økonomisk grundlag.

– Projektet vil skabe en god mulighed for byudvikling i Faaborg, forventer han.

I arbejdet med højtvandssikringen skal Schønherr stå for design af løsninger i det fysiske anlæg, mens Lundgrens, sammen med det økonomiske konsulenthus, Incentive, skal rådgive om reglerne på området, især regler om økonomien til promenaden. WSP er ingeniør på projektet og varetager anbefaling af sikringskoter, trafikvurderinger, hydrauliske forhold og konstruktioner.

Substrata vil som sparringspartner på analyse af by- og kulturmiljø bidrage med viden inden for bevaringsudvikling og kulturarv i forbindelse med klimasikring af kystbyer.

Havvand er smukt, når det bliver ude i havene. I Faaborg skal en ny kilometerlang promenade holde vandet ude i fremtiden. Foto: Schønherr
Havvand er smukt, når det bliver ude i havene. I Faaborg skal en ny kilometerlang promenade holde vandet ude i fremtiden. Foto: Schønherr

Et fælles projekt

Projektet har stort fokus på at inddrage de mange interessenter, som løsningerne vil påvirke, og på den måde skabe et langtidsholdbart medejerskab. Det er en forudsætning for, at projektet kan lykkes, at grundejere, borgere, erhvervsliv, besøgende og øvrige interessenter involveres. Dialogen skal tilføre viden, fælles erkendelser og ejerskab til udfordringen med det stigende havvand og anlæg af stormflodssikring.

Derfor vil byens borgere, grundejere, erhvervsliv, besøgende og andre brugere i løbet af foråret og forsommeren blive inviteret til dialog, dels i form af møder, byvandringer og udstillinger i byrummet.

Smith Innovation er udpeget til at varetager facilitering af dialog med borgere og andre interessenter.

Faaborg-Midtfyn Kommune er en blandt 18 kommuner, der har modtaget støtte fra Realdania og Kystdirektoratets partnerskab ‘Byerne og det stigende havvand’ og deltager i den forbindelse også i et vidensnetværk.

Læs mere om klimasikringsprojektet i Faaborg her.

Relateret indhold