Sterilcentral bliver et fyrtårn for fremtidens hospitalsbyggeri

Automatisering, arbejdsmiljø og bæredygtighed står centralt i det nye byggeri på Regionshospitalet Horsens. En investering på 130 mio. kr. skal sikre både arbejdsmiljø og klimahensyn.
Den nye, moderne sterilcentral bygges med direkte forbindelse til operationsgangen på Nye Nord. Illustration: Link Arkitektur

Med en samlet investering på 130 mio. kr. har Regionsrådet givet grønt lys til opførelsen af en ny sterilcentral ved Regionshospitalet Horsens. Den eksisterende sterilcentral fra 1970 udskiftes med et moderne og automatiseret anlæg, som placeres i direkte forbindelse til det nye hospitalsbyggeri Nye Nord og ventes færdigt i 2028.

Læs også

Så er den gal igen: Supersygehus bliver 1 milliard dyrere

Formålet er at løfte både patientsikkerhed og arbejdsmiljø. Den nye bygning bliver indrettet med robotteknologi og automatiske løsninger, der blandt andet skal eliminere tunge løft og ensidigt gentaget arbejde for personalet. Byggeriet er en del af en større, flerårig modernisering af hospitalet, der også omfatter dagkirurgisk center, ny akutmodtagelse og modernisering af senge- og operationsstuer.

Investerer ikke kun i mursten

Sterilcentralen er en vital del af hospitalets drift og håndterer alt fra vask og desinfektion til pakning og sterilisering af kirurgiske instrumenter. Den nye bygning bliver udformet med henblik på at understøtte effektive og sikre arbejdsgange, hvor automatisering mindsker den fysiske belastning af medarbejderne.

– Med denne beslutning investerer vi ikke bare i mursten – vi investerer i bedre arbejdsforhold og en mere stabil drift af vores sundhedsvæsen, siger regionsrådsformand Anders Kühnau.

Læs også

Fra gammelt rådhus til moderne fælleshus – 13.500 m2 tager form

Bæredygtighed spiller en nøglerolle i projektet. Byggeriet designes med henblik på DGNB-certificering og vil blandt andet fokusere på effektiv energiudnyttelse, godt indeklima og høj grad af materialegenbrug.

– Vi har et klart mål om, at vores byggerier skal være bæredygtige både for miljøet og for mennesker. Jeg glæder mig over, at arbejdsmiljø og grøn omstilling her kan gå hånd i hånd, siger Henrik Gottlieb Hansen, formand for Udvalget for Bæredygtighed, Teknologi og Anlæg.

Tilslutning til Nye Nord

Den nye sterilcentral bygges i direkte forbindelse med Nye Nord – hospitalets nyere bygningsdel med operationsgange, sengeafsnit og intensivafdeling. Det betyder ikke blot optimeret logistik og kortere transportveje for instrumenter, men også øget driftssikkerhed og fleksibilitet.

Samtidig tilpasses hospitalets infrastruktur. Fra 1. oktober 2025 bliver ind- og udkørslen via Sundvej lukket. I stedet skal al trafik til hospitalet føres via Strandpromenaden, hvilket også har resulteret i ny adresse for hospitalet. Udenomsarealerne opgraderes med fokus på trafiksikkerhed – især for bløde trafikanter.

Læs også

To seniorresorts står færdige – nu er fire nye på vej

– Vi har brug for en ny, moderne sterilcentral for at sikre en god og tryg drift af akuthospitalet fremover. Det er et vigtigt skridt mod vores fælles mål om at skabe et mere sammenhængende og bæredygtigt sundhedsvæsen, siger hospitalsdirektør Henning Voss.

Byggeriet udbydes som totalentreprise med forhandling. Første spadestik ventes i 2026.

Relateret indhold