Sløret løftet for milliardprojekt på Esbjerg Havn

Dokken Towers er navnet på et nyt milliardprojekt på Esbjerg Havn, hvor en helt ny bydel ved Dokhavnen forbinder byen og vandet.
Dokken Towers, et 125 meter højt byggeri på 40.000 etagemeter i op til 37-38 etagers højde, bliver Dokhavnens vartegn. Illustration: C.F. Møller.
Dokken Towers, et 125 meter højt byggeri på 40.000 etagemeter i op til 37-38 etagers højde, bliver Dokhavnens vartegn. Illustration: C.F. Møller.

Pedersen Group A/S

  • Projektudviklingsselskab stiftet i 1988 med base i Esbjerg. Selskabet har specialiseret sig i udvikling af ejendomsprojekter inden for især detailhandel, oplevelsescentre og domicilbyggerier til kontorformål i Esbjerg Kommune. Pedersen Group står bag etableringen af handelsområdet City Nord i Esbjerg, og i 2013 blev initiativet taget til City Nord Retail Park øst for City Nord. Siden 2005 har Pedersen Group gennemført en omfattende udvikling af Esbjerg Dokhavn.

I 2020 vil Esbjerg Kommune have 120.000 indbyggere, og kommunens største by skal have storbykvaliteter. Det skal være attraktivt at bo, studere og drive virksomhed i Esbjerg.

Med en ny helhedsplan for den ældste del af Esbjerg Havn, nu kendt som Dokken-området, giver Pedersen Group A/S nu sit bud på, hvordan der kan skabes en helt ny bydel med kontorer, boliger, hotel, spisesteder og rekreative områder nær byens centrum.

Det interessante er, at byen rykker ud til vandet, der i alle tilfælde har været dens eksistensberettigelse.

Tom Danielsen Partner og arkitekt MAA, C.F. Møller

– Vi har i to år arbejdet intenst med at nytænke helhedsplanen for Dokken-området, som tager udgangspunkt i de forandringer, der sket med en række domicilbyggerier i de nære omgivelser på Esbjerg Havn. Siden vi indledte de første etaper af Dokken-projektet for 10 år siden, har Esbjerg udviklet sig som Danmarks energimetropol. Vi bakker helhjertet op om den nye Esbjerg Byplan, der skal realisere byens vækstmål frem mod 2020, og er klar med vores bidrag til at nå målene, siger direktør i Pedersen Group A/S, Bjarne Pedersen.

Det mest markante enkeltelement er Dokken Towers, et højhusbyggeri på 40.000 etagemeter i op til 37-38 etagers højde, som skal rumme kontorer, boliger, hotel, butikker, restauranter og caféer. Byggeriet i op til 125 meters højde er tegnet af C.F. Møller.

Nyt fællesskab

Helhedsplanen er udarbejdet af Schønherr, og målet er at skabe et bynært, rekreativt åndehul, hvor daglige brugere, byens borgere og turister kan færdes. I projektet indgår, at der for første gang tilbydes boliger på Esbjerg Havn – uden at begrænse mulighederne for drive en aktiv erhvervshavn.

– Industrien på havnen skal vedblive med at være industri og skal samtidig medvirke til at gøre Esbjerg til en mere levende by. Tiden kan være inde til, at borgere, som gerne vil bo tæt på en pulserende havn, kan indgå i fællesskabet, velvidende at det daglige liv på en kommerciel havn er et skuespil, der giver lyde fra sig. Dokken bliver et byrum for både de ansatte og byens borgere, og området bliver råt på den fede måde, der også vil appellere til unge mennesker, siger landskabsarkitekt og partner i Schønherr, MAA Rikke Juul Gram.

Hun indgik også i den dommerkomité, der for nylig valgte vinderprojektet, som skal realisere et mangeårigt ønske om at forbinde Esbjerg by og havn. Landgangen fra Havnegade til havnekajen på Dokken vil være færdig i efteråret 2016 og er et vigtigt element i Dokken-områdets tiltrækningskraft.

Byen ud til vandet

Dokken Towers vil rumme boliger i varierende størrelser, og de vil blive fordelt på både leje-, ejer- og ungdomsboliger. Boligerne vil appellere til flere målgrupper, unge og ældre, ressourcestærke tilflyttere og esbjergensere, der ønsker at være tæt på byens livsnerve i deres seniorliv.

C.F. Møller har stået bag store danske havneprojekter i blandt andet Odense, Aalborg og Aarhus – alle større byer med kommercielle havne, hvor boligområder af høj kvalitet i de senere år er blevet en naturlig del af miljøet. Partner i C.F. Møller, arkitekt MAA Tom Danielsen, fremhæver ligeledes Aker Brygge i Oslo som et vellykket eksempel på, at et klassisk havneområde kan rumme en kombination af boliger og erhverv.

– En havn kan sagtens arbejde ved siden af generelle byfunktioner, uden at de generer hinanden. Det interessante er, at byen rykker ud til vandet, der i alle tilfælde har været dens eksistensberettigelse. Det er helt logisk, at byens befolkning får mulighed for at tage vandelementet i besiddelse til bolig- og byformål, og Esbjerg er den største by i Danmark, hvor det endnu ikke er sket i nævneværdig grad, siger Tom Danielsen.

Foruden Dokken Towers indgår byggeriet af England House, der består af tre identiske kontorejendomme på sammenlagt 13.000 etagemeter. Det samlede projekt, der kræver en ny lokalplan for dele af Dokken-området, vil udgøre en investering på over en milliard kroner.

Projektet på Dokhavnen løber op i over en milliard kroner. Illustration: C.F. Møller.
Projektet på Dokhavnen løber op i over en milliard kroner. Illustration: C.F. Møller.
Pedersen Group har store planer om at etablere en ny bydel på Dokhavnen i Esbjerg. Illustration: C.F. Møller.
Pedersen Group har store planer om at etablere en ny bydel på Dokhavnen i Esbjerg. Illustration: C.F. Møller.

Relateret indhold