Det bliver en af Danmarks til dato dyreste skoleprojekter, som Københavns Kommune har sat penge af til på næste års budget. I kommunens budgetaftale for 2020 er der sat godt 772 millioner kroner af til at bygge en ny skole i Ørestad. Skolen skal ligge på Hannemanns Allé, klods op ad Royal Arena.
Foruden selve skolen, der skal være 4-sporet, omfatter projektet også en ny svømmehal, idrætshal, madskole og fritidstilbud til børn og unge – herunder en kommunal fritidsordning.
Ifølge TV2 Lorry, har svømmehallen et budget på 222 millioner kroner. Anlægget vil indeholde et 25-meter bassin til konkurrencer, et varmtvandsbassin, undervisnings- og legebassin samt en tribune til tilskuere.
Skolen, idrætshallen og madskolen koster 549 millioner kroner. Derudover er der sat 43,7 millioner kroner af samlet på anlæg i 2020-2023 til tidlig opstart af skolen på Hannemanns Allé, inklusiv kommunens fritidsordning og klubpladser og genhusning af Ørestad Skole.
Med etablering, tidlig opstart og drift i de første år har projektet lige nu et budget i omegnen af 900 millioner kroner, og flere politikere siger til TV2 Lorry, at det er Danmarks hidtil dyreste skolebyggeri.