Skalérbart styringskoncept til solafskærmning

Fischer Danmark A/S og Blendex A/S har udviklet nyt brugeroptimeret styringskoncept til solafskærmning.
Fischer Danmark A/S og Blendex A/S har udviklet nyt styresystem til solafskærmning. Genrefoto: Colourbox.
Fischer Danmark A/S og Blendex A/S har udviklet nyt styresystem til solafskærmning. Genrefoto: Colourbox.

Solafskærmningsproducenterne Fischer Danmark A/S og Blendex A/S har brugt mange ressourcer på at udvikle et styringssystem til solafskærmning, og det har resulteret i det nye produkt Sunsync. Det skriver de to virksomheder i en pressemeddelelse.

Her oplyses det, at Sunsync er designet til at dække alle behov uanset projektets størrelse, kompleksitet eller prisniveau. Konceptet leveres i fire versioner – fra analogt til digitalt system. Sunsync kan integreres og optimeres i forhold til bygningens øvrige styring og via gateways kommunikere med de mest almindelige CTS-protokoller. Producenterne fortæller desuden, at Sunsync kan skaleres, så systemet imødekommer den enkelte brugers behov.

– Andre styringssystemer er også integrérbare, men det unikke er, at vi som solafskærmningsproducenter har udviklet vores egen styring. Vi har rigtig meget forstand på solafskærmning, derfor ved vi også, hvordan styringen kommer til at fungere optimalt, siger en af hovedkræfterne bag udviklingen af sunsync, teknisk direktør Peter Christensen fra Blendex.

Skalérbart koncept

Udfordringen i styringsløsninger er at opfatte og forstå helheden i det komplekse system, der udgør hele bygningsstyringen. De enkelte styringer kan isoleret set fungere udmærket, men når alt kobles sammen til en helhed, opstår der ofte modsatrettede virkninger.

Sunsync fremhæves som værende et skalérbart koncept, som kan udvides til at omfatte alle former for bygningsstyring i et integreret hele.

– Solafskærmning er en fysisk bevægelig del med stor visuel betydning for brugerne, som desværre ofte oplever, at det ikke fungerer godt nok. Derfor er sunsync også andet og mere end et optimeret styringssystem . Konceptet kan programmeres, så det imødekommer den enkeltes behov og omfatter en kvalitetssikring – både i forhold til solafskærmningens effekt på indeklimaet og på den individuelle brugeroplevelse, forklarer Peter Christensen.

Sunsync er netop gået online med sin egen hjemmeside i fire sprogversioner: dansk, svensk, norsk og engelsk.

Relateret indhold