Wavin, der leverer løsninger inden for VA, VVS-, afløbs- og kloaksystemer samt regnvandshåndtering, har som størstedelen af byggebranchens aktører mærket konsekvenserne af høje renter, stigende inflation og materialepriser.
Men selvom byggeaktiviteten har lidt et knæk, har virksomhedens diversificerede portefølje bidraget til at opretholde økonomiske sundhed.
Læs også: Stormflodspulje: Kommuner kan få dækket 25 pct. til skader
Det fortæller landeansvarlig for Wavin i Norden, Henrik Falck, der understreger, at 2024 ikke bliver en dans på roser, men at han ser god grund til at være optimistisk:
– Vi befinder os i et marked og en branche, som skal finde et new normal efter flere års voldsomt opsving efterfulgt af en hård opbremsning. Det mærker vi stadig konsekvenserne af, men jeg tror på, at vi i løbet af 2024 vil se et marked og nogle byggepriser stabilisere sig mere og mere. Det forholder jeg mig positivt overfor.
Læs også: Travle kloakmestre: Boligejere vil sikre deres boliger mod vand
Han tilføjer, at virksomhedens største markedsmuligheder er inden for bæredygtighedsområdet:
– Fjernvarme og udvikling af produkter med genanvendt plast er eksempler på det, men også håndtering af de klimaændringer, vi oplever, og klimabeskyttelse generelt kommer til at fylde meget mere.
Klimaudfordringer er et strategisk fokus
2023 blev DMI officielt det vådeste år nogensinde i dansk vejrhistorie, og for en virksomhed som Wavin skaber det markedsmuligheder, bl.a. ift. opsamling og håndtering af regnvand:
– Global opvarmning og øgede nedbørsmængder er jo ikke længere nyheder, men det forgangne år understreger den brændende platform, vi længe har stået på, og som bl.a. kræver, at vi anvender vandressourcerne, der kommer fra oven, på en smartere og langt mere bæredygtig måde, siger Henrik Falck og tilføjer, at klimaforandringerne er et strategisk fokus for alle Wavins nordiske markeder de kommende år.
Processer skal speedes for at nå grønnere mål
Han fortæller videre, at rørproducentens bidrag til en grønnere branche i 2024 omfatter et stadigt større fokus på mulighederne for at udvikle rør af genanvendt plast.
Virksomhedens globale planer for reduktionen af CO2-emissioner lyder på en målsætning om at øge anvendelsen af cirkulære materiale til 70.000 tons frem mod 2025, og tilmed skal virksomhedens egne produkter nå en genanvendelsesgrad på 90 %:
– Det er tal, som er både regionalt og lokalt forankret. Det betyder, at vi har travlt, og at de processer, som vi har igangsat år tilbage, skal speedes op for at nå i mål. Det er naturligvis alt imens, at vi ikke må gå på kompromis med vores produkters høje kvalitet og holdbarhed, siger Henrik Falck.