I en ny analyse fra EjendomDanmark, der er ejendomsbranchens samlede brancheorganisation, er boligtomgangen af lejeboliger opgjort til 1,9 % i det seneste kvartal.
Det er det laveste niveau, der nogensinde er målt, og svarer til et fald på 0,4 procentpoint alene det seneste kvartal.
– Det afspejler i virkeligheden det, som mange kommunalpolitikere taler om lige nu – nemlig behovet for flere boliger, særligt i de større byer, siger adm. direktør i EjendomDanmark, Peter Stenholm.
Behov for 75.000 flere boliger, men regler står i vejen
Han fortsætter:
– Den landsdækkende udvikling skyldes en kombination af stor efterspørgsel på lejeboliger i bl.a. hele Region Hovedstaden, Aarhus og Aalborg, hvor tomgangen enten falder eller allerede ligger meget lavt.
– Samtidig er det også en effekt af, at der er blevet bygget mindre bl.a. som følge af højere renter. Hvis vi skal kunne følge med den forventede befolkningstilvækst, er det vigtigt, at vi skaber incitamenter til at skabe flere boliger – af alle typer – så vi fortsat kan have mangfoldige byer.
EjendomDanmark har opgjort boligtomgangen siden 2014, og gennemsnittet for hele perioden ligger på 3,5 %.
Handler ikke kun om at bygge nyt
Ifølge brancheorganisationen kan de kommunalpolitikere, der lige nu kæmper om vælgernes gunst, være med til at skabe flere boliger med lokale initiativer:
– Det er også oplagt at se på, hvordan de enkelte kommuner kan nedbringe sagsbehandlingstiden på både byggesager og lokalplaner. For hver dag en sag trækker ud, bliver der opført færre boliger, og det giver ingen mening, når vi står med et marked, der tydeligt mangler flere, siger Peter Stenholm.
Regeringen vil hæve maksimumbeløbet for alment nybyggeri
Han understreger, at det ikke kun handler om at bygge nyt, men også om at få mere ud af de bygninger, der allerede står:
– Man bør fra politisk side også se på, hvordan det kan gøres lettere at omdanne tomme butikslokaler eller uudnyttede loftsrum til boliger. I dag er det desværre en ret besværlig proces, selv når det giver god mening lokalt. Her kunne man med fordel gøre reglerne mere fleksible, så vi lettere kan skabe flere hjem på en både effektiv og mere bæredygtig måde.
