Rambøll bliver rådgiver på Australiens første affaldsenergianlæg

Projektet syd for Perth forventes at stå klar i 2021.
Affaldsenergi er et af Rambølls strategisk udvalgte satsningsområder i virksomhedens 2020-strategi, der skal styrke specialiseringen og drive væksten i årene frem. Illustration: Rambøll
Affaldsenergi er et af Rambølls strategisk udvalgte satsningsområder i virksomhedens 2020-strategi, der skal styrke specialiseringen og drive væksten i årene frem. Illustration: Rambøll

Australien vil nu også udnytte energien i affald til produktion af el. Rambøll er rådgiver på landets første affaldsenergianlæg, og forventer flere projekter på det australske marked, hvor man følger efter Europa og bevæger sig fra deponering af affald på lossepladser til forbrænding. Det skriver Rambøll i en pressemeddelelse.

Det nye affaldsenergianlæg i byen Kwinana syd for Perth i Australien skal håndtere 400.000 ton affald årligt og producere, hvad der svarer til 50.000 husholdningers forbrug af el. Ved at konvertere affald til el vil anlægget reducere CO2-udledningen med 200.000 ton per år, hvilket svarer til udledningen fra 90.000 personbiler.

– Anlægget i Kwinana bliver et signaturprojekt for Australien, som vil vise vejen for fremtidige affaldsenergianlæg på kontinentet. Projektet afspejler et paradigmeskift i Australien, hvor man er begyndt at anse affaldsforbrænding som et alternativ til affaldsdeponering, som både resulterer i store mængder drivhusgasser og optager store arealer. Vi forventer, at projektet vil åbne døren til flere kommende affaldsenergianlæg for Rambøll i Australien, siger Geert Stryg, projektdirektør i Rambøll.

Rambøll vil henover de næste tre år rådgive kunden, Kwinana WtE Projekt, om opførelse og idriftsættelse af anlægget, der forventes at stå færdig i oktober 2021. Siden 2014 har Rambøll dog været rådgiver på projektet i planlægningsfasen. Prisen er ifølge pressemeddelelsen på et tocifret millionbeløb.

Treårig rådgivning

Anlægget vil anvende velafprøvet risteteknologi, som opfylder strenge miljøkrav og anvendes på de fleste anlæg i Europa, ikke mindst i Danmark. Teknologien er ukendt i Australien, der med Rambøll som rådgiver får adgang til den erfaring, som virksomheden har oparbejdet som rådgiver på 155 nye anlæg eller opgraderinger af anlæg, der anvender risteteknologien.

– Rambøll er i dag verdens førende rådgiver indenfor affaldsenergi. Vi har gennem de sidste 10 år fordoblet vores omsætning på området til knap 100 millioner kroner, og vi forventer at denne vækst vil fortsætte, særligt i Asia-Pacific, hvor affaldshåndteringen går fra deponering til forbrænding, siger Geert Stryg.

Kontrakter og finansiering faldt endeligt på plads i slutningen af oktober. Rambøll har blandt andet forhandlet kontrakten med entreprenørselskabet Acciona Construction om opførelse af det nye anlæg samt kontrakten med operatøren Veolia Australia om dets drift.

Relateret indhold