Første etape af et helt nyt boligkompleks står nu klar til indflytning med 144 præfabrikerede studieboliger på DTU i Kongens Lyngby. Det skriver totalentreprenøren på projektet, Concept Living, i en pressemeddelelse.
Byggeprojektet indgår som en del af Boligfonden DTU’s boligudbud til internationale studerende og kommer i alt til at omfatte 312 præfabrikerede studieboliger.
– Der har været rigtig stor efterspørgsel på boligerne, og det glædeligt at se, at de første studerende nu flytter ind efter kun et halvt år. Det har kunnet lade sig gøre, fordi vi har valgt en præfabrikeret løsning, som har optimeret byggetiden markant, siger direktør for Boligfonden DTU, Mikael Hyttel Thomsen.
Concept Living har specialiseret sig i præfabrikeret byggeri og har produceret en løsning, der nemt og hurtigt kan opstilles, sammensættes og beklædes på byggepladsen.
– Byggeriet er således forløbet hurtigt og helt efter planen, og vi er endt med at få nogle rigtig flotte og funktionelle studieboliger, som producenten også de næste mange år skal stå for vedligeholdelsen af. Det har sine helt klare fordele, da alle parter således har haft en stor interesse i, at alt er forløbet, som det skulle under hele byggeprocessen, siger Mikkel Hyttel Thomsen.
Hurtigt byggeri
Concept Living har produceret boligerne i den midtjyske by Engesvang, hvor de sidste år rykkede ind i de tidligere Siemens-bygninger. Hele bygningen, inklusiv køkken, toilet, bad og installationer, er bygget på forhånd, hvorefter de er blevet transporteret til byggepladsen, hvor fundament og forsyninger var klar.
– Fordelen ved præfabrikeret byggeri er, at man kan opføre boligerne hurtigere, da fundamenterne på byggepladsen kan klargøres samtidig med, at enhederne bliver bygget i produktionen. Derfor har det også kun taget lige knap et halvt år at opføre de første 144 boliger på DTU Campus, lyder det fra direktør hos Concept Living, Kjeld S. Facius.
Selve boligkomplekset består af to gange tre boligblokke, som begge danner en u-form. Bygningerne har tre etager, og 12 af boligerne er handicapvenlige.
I alt skal 312 studieboliger stå klar i campusset, hvor første etape altså inkluderer de første 144 studieboliger.