PKA investerer 400 mio. i Aalborg-projekt

Pensionsselskabet står bag opførelsen af 280 lejligheder på godsbanearealet. Samlet har PKA investeret 20 mia. kr. i ejendomme.
A. Enggaard skal for PKA opføre 280 boliger på godsbanearealet i Aalborg. Foto: Colourbox.
A. Enggaard skal for PKA opføre 280 boliger på godsbanearealet i Aalborg. Foto: Colourbox.

Om PKA

  • PKA har investeret ca. 18 mia. kr. i danske ejendomme og ca. 2,6 mia. kr. i udenlandske ejendomme.
  • PKA har ca. 6.700 boliger i Danmark og yderligere ca. 3.000 boliger er under opførelse.

For nylig investerede PKA 250 millioner kroner i at bygge boliger i Odense. Nu er turen så kommet til Aalborg, hvor PKA sammen med entreprenørvirksomheden A. Enggaard skal opføre 280 lejligheder til en værdi på 400 millioner kroner.

Lejlighederne skal bygges på godsbanearealet ved Aalborg Banegård og forventes at stå klar til indflytning i 2019.

Aalborg borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, er rigtig glad for investeringen.

– Vi oplever i de her år en eksplosiv vækst og udvikling. Vi oplever en fremgang på alle de vigtige parametre, der er nødvendige for at kunne udvikle vores by, og vi oplever, at investorer har fået øje på Aalborg. Det betyder meget for byens fortsatte udvikling, at PKA igen har valgt at investere i Aalborg, fortæller borgmesteren.

De rette forudsætninger

Den positive udvikling i den nordjyske hovedstad er årsagen til, at PKA i stigende grad også kikker mod nord:

– PKA har de senere år investeret massivt i ejendomme i København og Aarhus, fordi de rette forudsætninger har været til stede: Stor tilflytning og udvikling kombineret med et stigende ønske blandt mange om at bo til leje. De forudsætninger er nu også til stede i andre byer såsom Aalborg, hvilket gør det interessant for PKA at investere i byen, siger PKA’s ejendomschef Nikolaj Stampe.

Investeringen i de 280 lejligheder er en del af et strategisk samarbejde, som PKA og A. Enggaard indgik i 2015. Det ligeligt ejede partnerskab omfatter blandt andet opførelsen af 1.200 lejligheder i Aarhus, 150 ungdomsboliger i Aalborg og nu altså også opførelsen af 240 lejligheder.

A. Enggaard, der har hovedsæde i Aalborg, er meget glad for de konkrete projekter, der kommer ud af samarbejdet – ikke mindst i Aalborg.

– Aalborg har de senere år været inde i en rivende udvikling, og vi er meget glade for at være en del af den fortsatte udvikling. Vi er også meget tilfredse for samarbejdet med PKA, som vi allerede har gode erfaringer sammen med, siger direktør Asger Enggaard.

De forudsætninger er nu også til stede i andre byer såsom Aalborg, hvilket gør det interessant for PKA at investere i byen.

Relateret indhold