PensionDanmark igangsætter Køge-projekt

Projektet 'Skibet' med 80 lejligheder opføres i forventet bæredygtighedsstandard DGNB guld.
Grundstensnedlæggelse i Køge. Foto: Ursula Bach/PensionDanmark.
Grundstensnedlæggelse i Køge. Foto: Ursula Bach/PensionDanmark.

Om projektet

  • – Areal: 7.169 kvm + 2.400 kvm. kælder
  • – Antal boliger: 80 lejligheder heraf 28 Livsstilsboliger 50+
  • – Totalentreprenør: Enemærke & Petersen
  • – Rådgivende ingeniør: ÅF
  • – Arkitekt: Vandkunsten
  • – Bæredygtighedscertificering: DGNB Guld (forventet)

Byggeriet af 80 boliger på i alt 9.600 etagemeter, der forventes at blive bæredygtighedscertificeret til DGNB Guld, går nu i gang i Køge Kyst. Det blev markeret, da der i dag var grundstensnedlæggelse med deltagelse af PensionDanmarks adm. direktør Torben Möger Pedersen, Køges Kommunes borgmester Marie Stærke, programchef i Realdania Per Schulze og Køge Kysts projektdirektør Tove Frederiksen.

– Jeg ser frem til, at der i Køge Kyst bliver opført en række attraktive boliger. Skibet er en blandet bebyggelse med forskellige boligformer og plads til fællesskab. Ejendommen ligger tæt på Køge Bugt og Køge by, der ventes at vokse med 15 pct. frem til 2045. I kraft af ejendommens kvaliteter, beliggenheden og den høje befolkningstilvækst venter vi stor interesse for boligerne og dermed et godt afkast af investeringen til vores medlemmer, siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.

Fælles aktiviteter

28 af de 80 boliger bliver Livsstilsboliger 50+, der vil komme til at rumme en række faciliteter, der skal danne rammen om fælles aktiviteter for beboerne og blive en driver for mere fællesskab i hele bebyggelsen. De fælles faciliteter er fx køkken, værksted, gæsteværelser og uderum.

– Vi har fra projektets start arbejdet for at understøtte boligprojekter som Skibet. Vores opgave er at udvikle havneområdet til en attraktiv og livlig bydel præget af diversitet og bæredygtighed. Her får vi et miljøcertificeret hus med et bud på, hvordan arkitekturen og rumfordelingen fremelsker fællesskaber og et aktivt liv. Skibet ligger ud til kysten med havudsigt, sandstrand og enge, og det er inspirerende, hvordan huset trækker oplevelsen af naturen og muligheden for maritime aktiviteter helt ind i boligen, siger Køge Kysts projektdirektør Tove Frederiksen.

Relateret indhold