PensionDanmark bygger for en tryg alderdom

Som den første kommune får Herlev et moderne og nyskabende byområde, hvor ældrepleje, boliger, offentlig service og butiksliv forenes. Men projektet kan udbredes til kommuner over hele landet.
Illustration: Erik Arkitekter.
Illustration: Erik Arkitekter.

– Vi har en mission om at bidrage til en sund og tryg alderdom for vores medlemmer, og vi tror, at det projekt, vi nu sætter i søen i Herlev, kan skaleres og udbredes til kommuner over hele landet.

Sådan siger administrerende direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen, i forbindelse med Herlevs kommunalbestyrelse har vedtaget planen for byggeriet af et udvidet plejecenter og nye boliger i Hjortespring-kvarteret.

Det nye plejecenter samler en række offentlige faciliteter som sygeplejeklinik, genoptræning og rådhusfunktioner i et nyt multihus. Her vil Herlev Kommune leje sig ind, mens plejeboligerne vil blive udlejet til kommunens ældre via en anvisningsaftale mellem kommunen og PensionDanmark.

Bæredygtighed er en oplagt investering

Området kommer også til at indeholde 192 plejeboliger og 32 midlertidige boliger til kommunens ældre. Desuden vil der blive opført næsten 10.000 kvm livsstilsboliger, som fordeles på godt 100 lejligheder målrettet både familier og bofællesskaber for personer over 50 samt et mindre butiksområde.

Byggeriet vil blive udført, så det opfylder kriterierne til den internationale bæredygtighedscertificering DGNB Guld.

– Nyskabende og bæredygtige boliger og plejefaciliteter til ældre er en helt oplagt investering for os som arbejdsmarkedspensionsselskab, siger Torben Möger Pedersen.

Alle parter involveret i udviklingen

Fremtidens plejecenter og de private boliger er udviklet i et offentlig-privat samarbejde mellem Herlev Kommune og PensionDanmark. For at sikre det bedst mulige indhold i plejecenteret er både personale, beboerrepræsentanter, pårørende, naboer, et professionelt projektteam og en styregruppe involveret i udviklingen. Der vil også blive arbejdet med atmosfære og stemninger i uderum for at skabe interaktion mellem plejecenter, skole, kollegie og boliger i området.

– Det nye byområde i Hjortespring kommer til at højne livskvaliteten for Herlevs ældre. Samtidig skaber det nye og attraktive muligheder for borgerne i lokalområdet. For at sikre det bedst mulige resultat vil vi undervejs inddrage borgere og medarbejdere i udformningen af projektet, siger Herlevs borgmester, Thomas Gyldal Petersen.

Der vil blive udskrevet et EU-udbud for at finde en totalentreprenør til byggeriet, som forventes at stå færdigt i 2025.

Relateret indhold