Vejles borgmester Arne Sigtenbjerggaard har taget det første spadestik til de specielle punkthuse, der skal opføres i de naturskønne omgivelser i Grejsdalen nord for Vejle. Alectia er underrådgiver på projektet, der har været på tegnebrættet siden 2011, og som forventes klar til indflytning i efteråret 2017. Det skriver Alectia i en pressemeddelelse.
Grejsdalen nord for Vejle er med sine vide kløfter og skovbeklædte naturterræn et ganske eftertragtet område, og nu begynder opførelsen af en række punkthuse i de naturskønne omgivelser for alvor. Piloteringsarbejdet for de to bygninger er allerede udført, og der forberedes nu støbning af fundamenter.
– Der er i alt projekteret fem huse, men i første omgang er der kun entreprise på nummer et og to, siger Ole Würtz, der er projektleder på det nye etagebyggeri. Han fortæller i øvrigt, at der allerede er indhentet option på den tredje blok. Hver blok kommer til at bestå af 20 lejligheder og opføres af to bygherrer: Det almennyttige boligselskab Lejerbo og det private udviklingsselskab Grejsdal Åpark Aps.
Individualitet
Sammen med totalrådgiveren, det Horsens-baserede arkitektfirma Rum, skal Alectia opføre de specielle boliger. Alectia er underrådgivere og skal rådgive inden for projektering af jordforbedringsarbejder, betonarbejde, VVS, ventilation, el, brand, lyd og betonpæle.
– De mange afvekslende terrasser gør projektet til lidt af en udfordring. Alle etagerne er forskellige, og på grund af terrasserne er der ikke ret mange gentagelser i bebyggelsen. Det giver rigtig meget individualitet i udtrykket, men kræver altså også lidt ekstra arbejde at få til at hænge sammen, fortæller Ole Würtz. Individualiteten kommer også til udtryk i størrelsen på lejlighederne, der varierer lige fra 75 til 130 kvadratmeter.
Når lejlighederne står klar, bliver det som en blanding af almene familieboliger og ejerlejligheder. Alle lejligheder får sydvendte altener, og mange af dem får desuden også gavn af de solrige tagterrasser.