Dalum Papirfabrik
- Bygherre: MT Højgaard.
- Adresse: 5250 Odense.
- Omfang: 45000 kvm.
- Opføres: 2017 –
- Entreprenør: MT Højgaard.
- Arkitekt: C.F. Møller Architects.
- Landskab: C.F. Møller Architects
De tider er forbi, da der var brug for papir i rå mængder fra danske fabrikker. Mange papirproduktioner og lagerfaciliteter er derfor nedlagt de senere år. Det har givet plads til en række nye anvendelser.
Også for det, der var Danmarks største, men også sidste store fabrik: Dalum Papirfabrik i Odense.
Her ved Odense å blev fabrikken etableret i 1874 og fungerede frem til 2012. Igennem de mere end 100 år blev der bygget til og om som behovene udviklede sig. Især fra 1950’erne og frem til 2000 voksede og knopskød fabrikken.
Med industribygninger opført i både beton, gule tegl og senere røde tegl. Blandt andet med den ikoniske bebyggelse imod hovedvejen, der rummede store papirmagasiner i elegante betonkonstruktioner med imponerende hvælvinger i shedtagene.
Mangfoldighed af nyt og gammelt
I dag er området med den imponerende industriproduktion under forvandling. Til en ny bydel med boliger og erhverv.
Det sker ud fra en helhedsplan, der skal skabe en “mangfoldig bydel med nye og gamle bygninger” med “nyt liv til området, der flettes sammen omkring den nærliggende natur og Odense by. Den nye bydel bliver åbnet mod de grønne omgivelser ved Odense å og indgår i Odenses overordnede landskabelige og rekreative bystrategi”, som CF Møller Architects, arkitekterne bag beskriver det i helhedsplanen for området.
En helhedsplan, hvor man netop har markeret opstarten på nybyggeriet med en grundstensnedlæggelse.
– Historien skal mærkes i den nye bydel. Dalum Papirfabrik rummer en fantastisk industrihistorie som vi ønsker at fortælle igennem bevaring og transformation af de gamle industribygninger, der suppleres af nye boliger, siger Michael Kruse, arkitekt og partner ved C.F. Møller Architects.
De ikoniske shedtage i bebyggelsen mod Dalumvej fastholdes som identitetsskabende vartegn for den nye bydel. Og her er foretaget renovering, der bl.a. har givet plads til et nyt domicil for ejendomsudvikleren AG Gruppen.
Udover de eksisterende konstruktioner, opføres nye bebyggelser i varierede skala og udformning med slægtskab til industriarkitekturen, så området sikres en samlet stemning og egenart.
Gamle materialer genanvendes
Tegl har historisk været områdets gennemgående materiale og benyttes også i alle nye bygninger. Udover at flere bygninger bevares, bliver en stor del af de gamle materialer også genbrugt i nye bygninger og landskabet som en del af projektets gennemgående bæredygtighedsstrategi.
Planen omfatter opførelse af 450 boliger af blandede boligtyper, hvoraf en del etableres som lejligheder i de eksisterende fabriksbygninger.
Den nye bebyggelse består af rækkehuse, lejligheder, seniorbofællesskaber, dagligvarebutik og et samlende fælleshus. De mange forskellige boligtyper skal give et mangfoldigt og levende byområde.
Beboerne flytter ind allerede ved årsskiftet
Kvarteret på Dalum Papirfabrik kommer til at bestå af 301 lejelejligheder, som administreres af NIAM, 63 rækkehuse i to etager, 20 eksklusive ejerlejligheder i New Yorker-stil i det tidligere hus ‘Hollænderen’ samt et seniorbofællesskab med 58 seniorboliger, som opføres af Civica. Desuden kommer kvarteret til at indeholde kontorer, en Netto-butik, fælleshuse, naturlegepladser, åbne pladser og grønne arealer.
– I starten af 2023 står de første lejligheder klar til indflytning. Derefter vil rækkehuse, de eksklusive New Yorker-lejligheder og seniorbofællesskabet løbende følge med, så Dalum Papirfabrik igen kan blive noget, man er stolt af i bydelen. Vi skaber rammerne – nu glæder vi os til, at beboerne flytter ind, lød det fra Henrik Mielke. koncerndirektør hos bygherre og entreprenøren MT Højgaard Holding i forbindelse med grundstensnedlæggelsen.
Historien skal huskes
I området placeres en såkaldt kulturakse, som skal formidle historien om papirfabrikken og samtidig skaber lokale og nære mødesteder.
Aksen rummer kulturtilbud, butikker og aktiviteter og forbinder området mod byen med de grønne omgivelser ved åen.
Områdets grønne karakter styrkes yderligere med et bredt, grønt bælte langs åen, hvor der etableres regnvandsbassiner med rekreative opholdsarealer og render til håndtering af regnvand.
En gennemgående cykelsti skaber let tilgængelighed og grøn infrastruktur til og fra Odense centrum.
Igennem årene var fabrikken en af de væsentligste arbejdspladser i regionen. I dag ser byen frem til sin nye bydel:
– Det er fantastisk at se byens udvikling igennem de sidste 10 år, hvor Dalum Papirfabrik nu også er historien om byudvikling af allerhøjeste kaliber. Vi ser frem til et flot og markant projekt, der skriver sig i byens historie, siger Peter Rahbæk Juel, borgmester i Odense Kommune.