Hillerød er en af de byer i hovedstadsregionen, der vokser. Det kræver flere institutioner til børnehave- og vuggestuebørn, og et nyt midlertidigt børnehus er netop gjort klar til brug.
Huset er opført af moduler og leveret af modulbyggeren Concept Living i midtjyske Engesvang. Det består af 13 moduler med et samlet areal på 700 kvadratmeter. Institutionen skal fungere indtil det kommende Herluf Trolles Børnehus med plads til cirka 150 børnehave- og vuggestuebørn står færdigt i 2022.
Corona-ramt, men klar til tiden
Selvom projektet på grund af corona ikke er forløbet helt planmæssigt, så har et godt samarbejde gjort, at det alligevel er lykkedes at tage institutionen i brug til aftalt tid:
– Midt i processen blev én af vores produktioner uheldigvis ramt af corona. Pludselig var 21 mand hjemsendte. Det gav naturligvis store udfordringer i forhold til levering. Det var der dog taget højde for i kontrakten, men vi havde håbet, det ikke ville blive en realitet, fortæller afdelings- og projektleder hos Concept Living, Glenn Nielsen, som fortsætter:
– Som totalentreprenør måtte vi hurtigt få en ny tidsplan i hus. Her viste kommunen stor forståelse. Og med kraftig opmanding og hurtig klargøring hen over en weekend fra os, var det medvirkende til, at institutionen kunne tages i brug til aftalt tid.
Hos Hillerød Kommune er man tilfredse med samarbejdet og projektet, der nu står opført på kommunens Trollesmindegrund. Hvor der tidligere lå en hovedgård af samme navn.
Med kloakering og flisebelægning
Udover opstilling og montering af de 13 moduler er der udført en del yderligere arbejder. Eksempelvis er et større udendørsområde omkring institutionen blevet belagt med fliser.
Der er også udført kloakarbejde på hele grunden samt tilføring af forsyninger, som Concept Living også har stået for:
– Udover selve produktionen af modulerne har vi stået for en masse udendørs arbejde på byggepladsen. For eksempel har vi hentet fjerntliggende forsyninger og gravet dem frem, så modulerne let kunne kobles på. I den forbindelse har vi også hjulpet med den mere administrative del og været med til at søge om tilladelser til forsyningerne, forklarer Glenn Nielsen.