Den barske natur og det kolde Vesterhav står i skarp kontrast til det kommende Lalandia i Søndervig, hvor op mod 500.000 forventede gæster årligt skal boltre sig i aquadomens lune vand og sjove forlystelser. Her er vandet altid 28 grader og luften 30 grader lun.
Projektet indeholder et oplevelsescenter samt en stor aquadome med omklædning. Byggeriet har et samlet etageareal på ca. 15.000 kvadratmeter. Som ved Lalandias nuværende to feriecentre bygges der også tilknyttede feriehuse i et særskilt projekt, hvor Niras bistår bygherren med tilsyn og overordnet byggeledelse.
Det kræver nytænkning og specialister for at få vestkystens natur til at smelte sammen med Lalandias lune familievenlige indre. Det nye Lalandia bygges, så det tilpasser sig det omkringliggende klitlandskab. Det kommer derfor ikke til at ligne det, vi kender fra Billund og Rødby. Gyldne varianter på facaderne imiterer sandets spil i skyggerne. Grønne tage med Sedum illustrerer marehalmens samme gyldengrønne nuancer, og mindre bygningsenheder på de store tage symboliserer bunkers kendt fra det vestjyske kystlandskab.
I kendt farvand med fokus på indeklima
I Niras er man i fuld gang med at projektere alle ingeniørydelser og senere venter byggeledelsen.
– Lalandia Søndervig er ikke kun et spændende projekt, fordi det er et brand, som alle kender. Det er også et fedt projekt, fordi Niras har rigtig mange fagligheder i spil. Langt flere end på et gennemsnitligt projekt, siger projektansvarlig Nikolaj Holst-Hvitved fra Niras.
Specielt for Lalandia er rådgivningen vedrørende svømmehals- og vandbehandlingsteknik. Ifølge Nikolaj Holst-Hvitved bliver alting lidt mere specielt, når byggeriet og funktionerne skal fungere i et miljø med klordampe. Niras har specialister, der erfaringsmæssigt ved, hvad der skal være fokus på i denne type byggerier. Det er heller ikke første gang, at virksomheden er rådgiver for Lalandia. Specialisterne har tidligere både hjulpet med mindre renoverings- og ombygningsprojekter for eksisterende Lalandia i Rødby og Billund.
Skaber rum til leg og god funktionalitet
Landskabsarkitekt i Niras Aarhus, Freja Løgager Kynde, arbejder med ankomstarealerne til Lalandia i tæt samarbejde med afdelingen i Holstebro. Også her er der hentet inspiration i den vestjyske natur ved at trække det smukke fjord- og klitlandskab helt op til bygningen med hjemmehørende arter i beplantningen.
Omkring indgangspartiet er der fokus på at skabe en imødekommende ankomst med gode stiforbindelser og plads til ophold og leg. Der kommer også bløde bakker omkring bygningens fod samt sti- og opholdsarealer. Det bakkede landskab indbyder til leg, og bakkerne giver læ og skjuler hegn samt støttemure.Freja Løgager Kynde er begejstret for udfordringerne i det nye projekt:
– Det er spændende at arbejde med det landskabelige udtryk og beplantning på et sted, der skiller sig så meget ud fra landskabet i resten af Danmark og en udfordring at få funktionelle krav som parkeringsforhold og tilgængelighed til at gå hånd i hånd med leg, ophold og landskab, siger hun.
Badelystne gæster må dog vente lidt endnu, før de kan boltre sig i bølger og på bakker. Lalandia åbner efter planen først for gæster i 2022.