En 4.000 kvadratmeter stor ejendom beliggende på hjørnet af Sjælsø Allé og Blovstrød Allé i Blovstrød, Blovstrød Centret, skal ændres til boliger. Senest har ejendomment huset ‘Pulterrummet’ samt været domicil for Kongeegen A/S, der ligeledes ejer ejendommen.
Med beliggenheden midt i Blovstrøds villakvarter er Kongeegens indehaver, Ib Henrik Rønje, glad for, at kommunen har givet tilladelse til at omdanne ejendommen til boliger.
– Rækkehusene henvender sig både til unge og ældre – og små som større familier, hvilket går fint i spænd med Kommunens ønske om at opføre yderligere boliger, for at kunne tiltrække flere borgere i den erhvervsaktive alder til Kommunen, siger han.
Indflytning til efteråret
De 31 rækkehuse varierer i udformning og størrelse fra 112 kvadratmeter til 176 kvadratmeter. Boligerne er alle i to-tre plan med to-fire soveværelser, egen have/terrasse og med adgang til en japansk inspireret have placeret på fællesarealet midt i bebyggelsen.
Den eksisterende bygnings karakter bevares – bl.a. det store afvalmede røde tegltag, ligesom den offentlige sti gennem området og bebyggelsen opretholdes. Boligerne færdiggøres i etaper – de første står klar til indflytning pr. 1. oktober 2017.