Ny motorvej gør det nemmere at komme til Nordjylland – først minimeres ’overraskelser’ for entreprenøren

Over de kommende måneder går Vejdirektoratet i gang med at gennemføre miljøundersøgelser og geofysiske undersøgelser ifm. den kommende 3. Limfjordsforbindelse.
En lille å løber igennem et grønt område, i baggrunden er en motorvej.
De indledende undersøgelser bliver gennemført i 4. kvartal 2024 samt 1. og 2. kvartal 2025. Visualisering: Vejdirektoratet.

Det skal være nemmere at komme til og fra Vendsyssel i Nordjylland, så udviklingsmulighederne for området derved kan forbedres, og arbejdskraft kan fastholdes og tiltrækkes.

Derfor skal der anlægges den 3. Limfjordsforbindelse, som er en ca. 20 km lang 4-sporet motorvej med forbindelse til E45 Nordjyske Motorvej i syd og E39 Hirtshalsmotorvejen i nord.

Motorvejen føres vest om Aalborg via øen Egholm; under Limfjordens sydlige løb i en tunnel og over Nørredyb på lavbroer, ligesom at motorvejens fem fulde tilslutningsanlæg skal give forbindelse til større krydsende veje.

Læs også

Aarhus’ nye stadion bliver en kvart milliard dyrere. Millionstøtte er på vej

Som altid, når en ny vej planlægges, gennemfører Vejdirektoratet en lang række forskellige forundersøgelser af området. Det er både i linjeføringen af den nye forbindelse, de skærende veje, regnvandsbassiner, mulige forurenede områder og eventuelle råstofområder:

– Vi laver forskellige forundersøgelser i området for at opnå så præcis viden som muligt om den undergrund, vi skal bygge forbindelsen på. Den viden bruger vi efterfølgende til at projektere den rigtige løsning både af vej, broer og tunnel, siger projektchef i Vejdirektoratet, Per Seidelin, og tilføjer:

– Den viden, vi får, skal også være med til at minimere ’overraskelser’ for entreprenøren den dag, de faktisk går i jorden.

Læs også

Pihl om Nordø: ”Et af de mest komplicerede byggerier i København”

I første omgang gennemfører Vejdirektoratet geofysiske forundersøgelser, som er en kortlægning af bl.a. forskelle i geologi og identifikation af områder med risiko for mosejord (blødbund).

Undersøgelserne bruges af de projekterende ingeniører til at planlægge placeringen af de kommende geotekniske boringer, så optimalt som muligt.

Læs også

Den Sorte Svane: Jordprøver fra børnehusets nabo frikendt

I Nordjylland bliver de indledende undersøgelser gennemført i 4. kvartal 2024 samt 1. og 2. kvartal 2025.

I løbet af november og fire uger frem vil der ligeledes blive gennemført miljøundersøgelser, hvor jordbunden bliver undersøgt for forurenende stoffer.

Senere skal der også gennemføres geotekniske- og arkæologiske undersøgelser – sidstnævnte for at sikre eventuelle fortidsminder i området.

Relateret indhold