Ny milepæl nået på Cityringen

Tunnelboremaskinen Tria har nået en vigtig milepæl på metrobyggeriet, da den brød igennem til Sønder Boulevard. Dermed er udgravningen til hovedstadens nye metrolinje, Cityringen, afsluttet på Vesterbro og Frederiksberg.
Udgravningen til hovedstadens nye metrolinje, Cityringen, er nu afsluttet på Vesterbro og Frederiksberg. Dermed er mere end 40 procent af den kommende metrolinje udgravet. Foto: Metroselskabet/Pelle Rink.
Udgravningen til hovedstadens nye metrolinje, Cityringen, er nu afsluttet på Vesterbro og Frederiksberg. Dermed er mere end 40 procent af den kommende metrolinje udgravet. Foto: Metroselskabet/Pelle Rink.

Tunnelboremaskinerne

  • Cityringen udgraves af fire tunnelboremaskiner: Nora, Eva, Tria og Minerva.
  • De store maskiner vejer hver ca. 800 tons og er over 100 meter lange.
  • Hver tunnelboremaskine graver og bygger ca. 10-20 meter tunnel i døgnet.
  • Tunnelboremaskinerne bemandes af 10-15 personer, kaldet piloter eller borebisser.

Tunnelboremaskinen Tria er brudt igennem til Sønder Boulevard. Med tunnelgennembruddet sættes der nu punktum for udgravningen af to af Cityringens fire tunnelstrækninger. Både på Frederiksberg og Vesterbro er udgravningen nu overstået, og det betyder samtidig, at mere end 40 procent af den kommende metrolinje er udgravet.

Det var Trias besætning på 10-15 borebisser, der brød igennem københavnerkalken til Sønder Boulevard og dermed markerede afslutningen på tunnelarbejdet på Vesterbro og Frederiksberg.

Et tunnelgennembrud er altid en vigtig milepæl. Men gennembruddet i dag på Vesterbro markerer samtidig afslutningen på udgravningen af to af Cityringens i alt fire strækninger.

Erik Skotting Teknisk direktør i Metroselskabet

– Et tunnelgennembrud er altid en vigtig milepæl. Men gennembruddet i dag på Vesterbro markerer samtidig afslutningen på udgravningen af to af Cityringens i alt fire strækninger. Dermed er vi et stort skridt videre i arbejdet med at bygge mere metro i hovedstaden til gavn og glæde for byens borgere, virksomheder og gæster, siger Erik Skotting, teknisk direktør i Metroselskabet.

Skal skilles ad

Den mere end 100 meter lange tunnelboremaskine skal nu skilles ad og transporteres videre til tunnelarbejdspladsen ved Øster Søgade. Her vil boremaskinen blive samlet igen, inden den fortsætter gravearbejdet mod Trianglen.

Med gennembruddet til Sønder Boulevard på Vesterbro er der hul igennem fra Nørrebroparken og til de kommende stationer på Frederiksberg og Vesterbro frem mod Københavns Hovedbanegård. Om kort tid starter tunnelboremaskinerne op fra Nørrebroparken, hvor de fortsætter udgravningen af metrotunnellen frem mod Nørrebro Station og videre over ydre Østerbro og hele vejen til Øster Søgade.

Cityringen vil efter planen stå klar i sommeren 2019. De 17 nye metrostationer forbinder Østerbro, Nørrebro, Vesterbro, Frederiksberg og City. Samtidig bliver Cityringen også udbygget med forbindelser til både Nordhavn og Sydhavn.

Det var besætningen på boremaskinen Tria, der brød igennem til Sønder Boulevard. Foto: Metroselskabet/Pelle Rink.
Det var besætningen på boremaskinen Tria, der brød igennem til Sønder Boulevard. Foto: Metroselskabet/Pelle Rink.

Relateret indhold