Ny indsats: Arup udforsker potentialet i at bygge med alger og ålegræs

Et nyt initiativ skal undersøge mulighederne for at omdanne biomasse fra de danske have og kyster til biobaserede byggematerialer.
Der er et uudnyttet potentiale i at bruge biogent materiale fra havet som nye byggematerialer, lyder det fra Peter Vangsbo, der er chef for Climate and Sustainability Services i Arup i Danmark. Foto: Gettyimages.

Et nyt projekt skal nu kortlægge fremtidsscenarier og skabe ny viden om produktion, værdikæder og produkter af marine biobaserede byggematerialer som f.eks. alger, ålegræs og muslingeskaller og deres anvendelsesmuligheder.

Initiativet er ledet af ingeniørvirksomheden Arup og derudover deltager 3XN/GXN, Blue Research samt Det Kongelige Akademi – Centre for Information Technology and Architecture. Den filantropiske forening Realdania støtter projektet, mens eksperter fra DTU Aqua, Aalborg Universitet, og Queensland University deltager som eksterne partnere.

Læs også

Ny rapport: Boligbyggeriet går op, mens den grønne omstilling udskydes

Ifølge Peter Vangsbo, der er chef for Climate and Sustainability Services i Arup i Danmark, kan den mangfoldighed, som marine naturprodukter tilbyder, samt deres unikke egenskaber, på sigt gøre dem til et alternativ til de mere konventionelle byggematerialer f.eks. til isolering, plader og terrændæk:

– En af de bedste måder at reducere byggesektorens klimapåvirkning på er at finde nye materialer med et lavere CO2 aftryk. Der er et uudnyttet potentiale i at bruge biogent materiale fra havet såsom tang og alger som nye byggematerialer – og det endda på en måde, der faktisk bidrager til et bedre havmiljø. Vi skal nu i gang med at afdække, hvor stort det potentiale er, og hvordan det kan skaleres til en fuld værdikæde, siger han.

Bidrager til et bedre havmiljø

Initiativet skal munde ud i en publikation, som beskriver forskellige typer marin biomasse, potentialet i mængder og skala i danske farvande samt yderligere identificerer lokationer velegnet til dyrkning og udvinding af den blå biomasse.

Publikationen vil derudover omfatte konsekvensundersøgelser af kulstof-, miljø- og sociale parametre, tekniske retningslinjer for byggematerialer og konkrete forretningsmodeller for fremtidig kommercialisering og opskalering, oplyses det.

Læs også

P-hus pakket ind i ålegræs: Giver en blød, varm og sanselig æstetik

Initiativet vil også understøtte Danmarks marine genopretningsmål:

– Regeringen investerer 500 mio. kroner gennem den grønne trepartsaftale til at forbedre tilstanden af marine økosystemer. Ved at intensivere væksten af blå biomasse og omdanne den til mere bæredygtige byggematerialer er det muligt at trække nærings- og kulstof ud af havet, forbedre marine økosystemer og omdanne det byggede miljø til en katalysator for økologisk regenerering, lyder det fra Peter Vangsbo.

Publikationen forventes lanceret i 2026 og vil udstyre forskere, politiske beslutningstagere og planlæggere med konkret indsigt i anvendelser af blå biomasse. Desuden vil den tilbyde strategiske anbefalinger til opskalering af produktionen af sådanne materialer i Danmark og Norden i overensstemmelse med målene fastsat af EU’s Sustainable Blue Economy Partnership og European Green Deal.

Relateret indhold