En ny bro – Dråbebroen – skal fremover være bindeled mellem Christiansfeld by og landskabet mod vest. Ud over at fragte fodgængere og cyklister sikkert over omfartsvejen, er broen samtidig et kunstværk.
Broen er udarbejdet af billedkunstner Sophia Kalkau i samarbejde med Schønherr Landskabsarkitekter, Rambøll, Brødremenigheden og Kolding Kommune.
Det første arbejde, der skal udføres, er opførelsen af broens stålkonstruktion og bearbejdning af det egetræ, der skal beklæde broen. Broen er formet som en del af et cirkelslag, som er et tema, der stammer fra byens brønde. Udskæringerne i broens rækværk kommer, ligesom byens smukke gelændere, til at give fine lys og skyggevirkninger på belægningen.
Afgørende for trafiksikkerheden
Billedkunstner Sophia Kalkau arbejde med den nye bro er inspireret af byens historie. Den har været længe undervejs, da de voldsomt stigende priser på byggematerialer i kølvandet på krigen i Ukraine har forsinket arbejdet.
Byrådet satte derfor ekstra penge af i 2024-budgettet. Efter en udbudsrunde er der nu underskrevet en kontrakt med entreprenørfirmaet Jorton. Formand for udvalget Plan og Teknik i Kolding Kommune, Jakob Ville, glæder sig over, at broen nu endelig kan realiseres.
Tegner unikt spejderknudepunkt til 50 mio. kr.
– Det er virkelig noget, vi har kæmpet for i udvalget, for broen er afgørende for trafiksikkerheden for områdets bløde trafikanter og bliver samtidig et stort, nutidigt kunstværk, fortæller Jakob Ville og tilføjer:
– Broen bliver smuk og helt unik og den bliver endnu mere betydningsfuld nu hvor haveanlægget Christinero bliver renoveret med midler fra A.P. Møller Fonden. Tilsammen bliver Dråbebroen og Christinero endnu en god grund til at lægge vejen forbi Christiansfeld.
Fortsat kig til det åbne land
Dråbebroen kommer til at ligge midt imellem Lindegade og Nørregade, og vil således ikke hindre det direkte kig fra gaderne og ud i det åbne land. Brødremenigheden har sammen med Kolding Kommune peget på denne placering.
Kolding tyvstarter kæmpe klimatilpasningsprojekt
Præst i Brødremenigheden, Jørgen Bøytler, forventer, at Dråbebroens udformning og materialevalg vil passe fint ind byen, der kom på Unescos verdensarvsliste i 2015. Dertil får både gæster og borgere en smuk ankomst til Christiansfeld.
– Broen bliver et æstetisk scoop, der vil højne indtrykket af Christiansfeld endnu mere, siger Jørgen Bøytler.