Ny daginstitution til 50 mio. kr. på vej på Sydsjælland

Byrådet i Næstved har besluttet at afsætte 51,3 millioner kroner til at få bygget en ny daginstitution.
Sidst der blev bygget en ny daginstitution i Næstved Kommune var i 2025, hvor Svanereden åbnede i den østlige del af Næstved. Foto: Næstved Kommune.

Børnefamilier i den nordlige del af Næstved kan se frem til en ny daginstitution.

Byrådet har nemlig besluttet at afsætte 51,3 mio. kroner til byggeriet af en daginstitution.

Den nye institution skal erstatte daginstitutionen ’Skovtrolden’, som holder til i en lejet bygning, hvor lejekontrakten udløber i 2028.

’Skovtrolden’ har kapacitet til 75 børn.

Læs også

Vinder byggeri af børnehuse for 120 mio.

Den præcise størrelse på den nye daginstitution er ikke fastlagt, men fra borgmester Kenneth Sørensen (V) lyder det, at den skal være større end ’Skovtrolden’.

– Der er brug for større og mere moderne rammer end dem, børnene har i Skovtrolden i dag, siger Kenneth Sørensen.

Plads både inde og ude

Centerchef for Dagtilbud og Forebyggelse, Kathrine Ersted Sørensen, skal være med til at komme med anbefalinger til omfanget og udformningen af byggeriet.

– Jeg er optaget af, at der bliver god plads til børnene både ude og inde, og at indretningen giver mulighed for de læringsmiljøer, børn har brug for i dag, siger centerchefen og forsætter:

– Det kan for eksempel være rum, der kan deles op i mindre rum, så medarbejderne kan samle børnene i både større og mindre grupper.

Læs også

Kommune sætter penge af til nyt børnehus – del af pulje på 400 mio. kr.

Hvor den nye institution mere præcist kommer til at ligge i Næstved, er ikke på plads endnu.

Daginstitutionen forventes færdig til indvielse i sommeren 2028.

Relateret indhold