Ny central bypark er for alle

Første del af byudviklingsprojektet Søtorvet i Silkeborg er nu færdig. De første beboere flyttede ind i oktober, og nu er også første del af den offentligt tilgængelige bypark klar til brug
Byparken ved nybyggeriet Søtorvet er anlagt med inspiration fra New Yorks High Line. Parken har udsigt over Gudenåen og er åben for alle. Illustration: C.F. Møller Architects / John Nord / Nood
Byparken ved nybyggeriet Søtorvet er anlagt med inspiration fra New Yorks High Line. Parken har udsigt over Gudenåen og er åben for alle. Illustration: C.F. Møller Architects / John Nord / Nood

Bygherren AP Pension har netop indviet første del af byparken ved Søtorvet i Silkeborg, hvor ejendomsselskabet opfører en række boliger som led i selskabets store byudviklingsprojekt i byen. Alle i Silkeborg kan benytte sig af den nye park.

– Den er ikke kun åben for beboerne på Søtorvet. Byparken er nemlig til brug for alle indbyggere i Silkeborg, hvor borgerne kan mødes i grønne omgivelser og sidde midt i byen og nyde udsigten til Gudenåen, siger adm. direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson.

Har hentet inspiration fra New York

Det er CF Møller, der har tegnet Søtorvet, og arkitekterne har hentet inspiration fra New Yorks High Line.

– Med sin beliggenhed mellem Papirfabrikken og Silkeborg Langsø, så har Søtorvet en fantastisk placering, og vi er glade for, at alle nu kan få glæde af byparken. Med åbningen har vi sikret borgerne i Silkeborg endnu et sted, hvor de kan nyde byens fantastiske natur. Samtidig har byparken fået en moderne legeplads, som allerede nu kan benyttes af byens børn, fortæller Peter Olsson.

Byparken bliver på i alt 9.000 kvadratmeter, når den er helt afsluttet, hvilket den efter planen er i løbet af 2024.

Første del af det store byudviklingsprojekt, Søtorvet, stod klar i oktober, hvor de kommende beboere af de første 76 lejeboliger og 37 ejerboliger fik overdraget nøglerne. I alt skal der bygges 286 boliger.

Foto: C.F. Møller Architects / Julien Weyer
Foto: C.F. Møller Architects / Julien Weyer

Relateret indhold