30. januar vedtog Kolding Byråd at sælge to storparceller på sammenlagt godt 11.000 kvadratmeter til den almene boligorganisation Lejerbo i det, der bliver en ny bydel i Kolding. Den nye bydel opføres sydøst for Eltang – nordøst for Kolding. Det skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.
På de to solgte byggegrunde planlægger Lejerbo at opføre 24 dobbelthuse. Familieboligerne får en størrelse på mellem 72 og 108 kvadratmeter.
– Vi forventer at kunne tage første spadestik til september, og herefter går der cirka et år, før de første lejere kan flytte ind, oplyser Bent Jacobsen, formand for Lejerbo Kolding.
Den nye bydel i ved Eltang får en attraktiv placering i smuk natur og tæt ved motorvejsnettet. Fuldt udbygget vil bydelen rumme 150-200 nye boliger.