Trods energikrise, stigende priser og udbredt viden om, at vi skal bygge og bo mindre af hensyn til de stadigt tiltagende klimaudfordringer, så har det traditionelle parcelhus nu også fået synligt vokseværk.
Læs også: Vi bor stadig for stort: Ny forskning skal få os til at flytte til færre kvadratmeter
De seneste fem år er antallet af parcelhuse under 100 m2 således faldet med knap 3.000, mens parcelhuse på mere end 200 m2 er steget med mere end 20.000 styk.
Det viser en analyse af tal fra Danmarks Statistik, som ejendomsmæglerkæden Estate har foretaget.
I Estate ser man det stigende antal store parcelhuse og det faldende antal mindre som et udtryk for, at den danske befolkning generelt har høj købekraft og nye behov:
– For blot en generation siden var et parcelhus på lidt over 100 m2 kutyme. I dag er der helt andre krav til, hvad en bolig skal kunne, hvilket kræver mere plads, og samtidig er vi både blevet rigere, og adgangen til finansiering mere tilgængelig, siger Thomas Hovgaard, der er Estates presseansvarlige.
Nye familier kræver mere plads
Thomas Hovgaard peger på den lave ledighed som en af driverne for det stigende antal megavillaer:
– Da vi så det store parcelhusboom i tresserne og halvfjerdserne, var det i en tid, hvor mange familier stadig kun havde en indkomst i husstanden, typisk manden. Men heldigvis har vi udviklet os markant siden, og familiernes ekstra indkomst har blandt andet også gjort det muligt at kunne bygge større huse.
Ydermere vurderer han, at der også er forhold, som ikke handler om økonomi, der spiller ind i forhold til væksten af store parcelhuse:
– Vi ser langt flere store husstande i dag, end vi gjorde tidligere – for eksempel sammenbragte familier, som kræver mere plads, hvis alle familiemedlemmer skal have deres eget værelse. Større husstande kræver i sagens natur større boliger. Derfor bygger folk enten til eller får bygget større huse, når de skal i gang med at etablere sig, siger Thomas Hovgaard.