NREP og AG Gruppen bag 400 nye boliger

Projektet i Københavns Sydhavn indeholder ud over boligerne også plejecenter samt daginstitution. 
De nye boliger bliver fra et til fem værelser og opføres i tre selvstændige karrebebyggelser med hver sin identitet. Visualisering: Årstiderne Arkitekter.
De nye boliger bliver fra et til fem værelser og opføres i tre selvstændige karrebebyggelser med hver sin identitet. Visualisering: Årstiderne Arkitekter.

Ejendomsinvestoren NREP og projektudviklingsselskabet AG Gruppens stiler efter høj bæredygtighed med deres nye projekt, som forventes certificeret med DNGB Guld.

Netop den grønne profil er en vigtig del af NREP og AG Gruppens samarbejde, og bæredygtighed er tænkt ind i hele det nye projekt i Sydhavnen, fortæller partner Rune Kock.

– Vi går målrettet efter at investere i bæredygtighed og i boliger, der er til at betale i København. Det vil det nye byggeri fuldt leve op til, siger han og fremhæver, at der er tænkt grønt både i forbindelse med byggematerialer og energiforbrug over biodiversitet til løsninger, der tilbyder en mere sund og bæredygtig livsstil for de kommende beboere.

Også Robin Feddern, adm. direktør i AG Gruppen, glæder sig over den nye aftale og det fortsatte samarbejde med NREP.

– Med over 1000 boliger opført i fælles Joint Venture har vi i NREP en solid og god samarbejdspartner, som passer rigtig godt til vores DNA og måde at arbejde på. Vi glæder os meget over den nye aftale og over det nye projekt, som vi sammen er ved at udvikle. Her bliver der lagt vægt på moderne kvalitetslejligheder i klassisk arkitektur, hvor der er tænkt meget i fællesskaber og gode, grønne udearealer for de kommende beboere, siger han.

Masser af grønne indtryk

I alt bliver der tale om ca. 28.000 kvadratmeter nye boliger, 9.500 kvadratmeter plejecenter samt en daginstitution på ca. 2.900 kvadratmeter, som opføres i et område, der i dag er en del af et blandet erhvervsområde, og som vil binde de nye bykvarterer på Teglholmen og Sluseholmen sammen med det gamle Sydhavnen.

Det nye boligbyggeri bliver opført lige ved den kommende metrostation ved Mozarts Plads, der åbner i 2024.

Det er Årstiderne Arkitekter, som med inspiration fra Sydhavnens traditionelle boligarkitektur og industrielle reference har tegnet boligerne, mens plejecenteret, som vil vende ud mod Sydhavnsgade og få en karakteristisk facade med bl.a. hængende haver i form af en grøn altangang, er tegnet af Vandkunsten.

Boligerne bliver fra et til fem værelser for at imødekomme de mange singler og forskellige familieformer i København. De opføres i tre selvstændige karrebebyggelser med hver sin identitet og placeres ud mod Borgmester Christiansens Gade, der samtidig ændres til en grøn gade med træer.

Byggeriet bliver op til seks etager med en variation i tagformer; sadeltage som skaber sammenhæng til områdets eksisterende bebyggelser og flade tage som aktiveres med fælles tagterrasser og væksthuse/beboerlokale.

Opførslen af boligerne forventes påbegyndt i anden halvdel af 2020, og de første vil stå færdige i 2022.

Relateret indhold