Novo Nordisk Fondens nye domicil pakkes ind i natur

Novo Nordisk Fondens nye, robuste domicil i Hellerup skal certificeres til både DGNB Guld, -Hjerte og -Diamant. 54.000 kvm industrigrund omdannes til et biodiverst kystlandskab med adgang for alle.
Visualisering af fire etager højt træbyggeri med gråt tag. I forgrunden og rundt om bygningen er der masser af grønne træer og højt græs
Ambitionen for Novo Nordisk Fondens nye domicil er et byggeri af høj arkitektonisk kvalitet med en markant, naturbåren identitet. Bag designet står Lundgaard & Tranberg Arkitekter i samarbejde med landskabsarkitekterne fra SLA. Visualisering: Kvant-1

En af Danmarks mest anerkendte arkitektvirksomheder, Lundgaard & Tranberg Arkitekter, står som totalrådgiver bag designet af det 13.000 kvm nybyggeri, som fra slutningen af 2027 skal huse Novo Nordisk Fondens nye domicil ved Tuborg Havnepark/ Philip Heymans Allé i Hellerup.

SLA er tilknyttet som landskabsarkitekt og skal udfolde den 54.000 kvm tidligere industrigrund i et kystlandskab med biologisk mangfoldighed, der fremmer økologisk rigdom, mental og fysisk sundhed og velvære. Det store areal skal bl.a. give mulighed for hverdagsfordybelse i naturen – også for offentligheden.

Det nye domicil set oppefra. Den robuste bygning er omgivet af grønt på alle sider. I forgrunden ses Øresund. 3 små badehuse og en badebro ses ved strandkanten
Der bliver offentlig badeadgang i Øresund fra den restaurerede kystlinje ud for den 54.000 kvm store, tidligere industrigrund. Visualisering: Kvant-1

Lokalplanen blev godkendt sidste dag i marts og i løbet af maj går de forberedende arbejder i gang. Director, Head of Building Investments i Novo Nordisk Fonden, Ulrik Meyer, udtaler:

– Vi er glade for, at lokalplansprocessen er gennemført, og vi kan komme videre med projektet. Vi glæder os til at komme i gang med at bygge på den fine placering i Tuborg Syd.

Bygges primært i træ

Der bliver ikke gået på kompromis med de bæredygtige tanker i forbindelse med nybyggeriet, der er planlagt opført til både DGNB Guld, -Hjerte og -Diamant. Den terrasserede bygning bygges primært i træ.

Læs også

Bygger med 10 forskellige hampprodukter. Om 6 måneder står Hampens Hus færdigt

Bygningens struktur bliver ifølge Lundgaard & Tranberg Arkitekter robust. Den vil kunne rumme forskellige indretninger over tid – uden at det går ud over den arkitektoniske kraft og kvalitet.

Lund, eng og restaureret kystkant

Omkring bygningen vil SLA skabe et blomstrende, naturrigt miljø på den gamle industrigrund. Landskabsdesignet er forankret i tre økologiske nøglezoner:

  • En skovklædt lund
  • En vidtstrakt eng
  • En restaureret kystkant
Lokalplansprocessen er gennemført og de forberedende arbejder kan snart gå i gang. Det nye domicil forventes at stå færdigt til medarbejderne i Novo Nordisk Fonden med udgangen af 2027. Visualisering: Kvant-1

Disse distinkte, men forbundne økosystemer understøtter rig lokal biodiversitet – fra hjemmehørende planter og insekter til fugle og havliv. Den store grund vil invitere både medarbejdere, besøgende og lokale til at udforske naturen i øjenhøjde.

En offentlig kyststi giver fuld tilgængelighed langs kysten, mens snoede stier fører gennem naturparken. Landskabet giver flere muligheder for at bade i Øresund: En badebro, en stenstrand og en bademole placeret sammen med Novo Nordisk Fondens badehuse.

Læs også

Novo Nordisk investerer 8,5 milliarder i ny dansk fabrik

Det nye, robuste domicil bliver ifølge Hubexos SMART opført i fire etager med én kælderetage. Budgettet er her anslået til 340 mio. kr.

Relateret indhold