NCC vinder superhospital foran italienske konkurrenter

Efter et godt, intensivt forhandlingsforløb afgav to entreprenørvirksomheder hver deres tilbud på at bygge det nye superhospital i Nordsjælland. Nu har NCC fået opgaven.
NCC har vundet opgaven som hovedentreprenør på Nordsjællands nye supersygehus. Illustration: Vilhelm Lauritzen Arkitekter.
NCC har vundet opgaven som hovedentreprenør på Nordsjællands nye supersygehus. Illustration: Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

Nyt hospital Nordsjælland

  • Udbudssummen for entreprenøropgaven udgør cirka 2,4 milliarder kroner ud af et budget på 4,5 milliarder.
  • Der bor 310.000 borgere i optageområdet, så der skal udføres 500.000 ambulante behandlinger om året.
  • Man regner desuden 70.000 akutte indlæggelser om året, som skal dele 570 ensengsstuer fordelt på 118.000 kvadratmeter.
  • Bygherre er: Nyt Hospital Nordsjælland, Region Hovedstaden.
  • Totalrådgiver: Herzog & de Meuron og Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

26. juni fik NCC en vigtig besked. Den nordiske entreprenørvirksomhed har fået tildelt opgaven som hovedentreprenør på Region Hovedstadens nye superhospital i Nordsjælland.

Udover NCC bød italienske Rizzani de Eccher med østrigske Vamed, der er specialiseret i byggerier, som underentreprenør.

– NCC har samlet set givet det bedste tilbud, og derfor har NCC fået opgaven, siger Henrik Schødts, der er projektdirektør for Nyt Hospital Nordsjælland, projektorganisationen bag det nye superhospital og fortsætter:

– Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke begge entreprenører for den ihærdige og professionelle indsats, de har leveret undervejs i forløbet. Begge virksomheder har stor erfaring med større offentlige og private byggerier, og de har udvist stor begejstring for vores megaprojekt og forståelse for den måde, vi vil gennemføre det på.

Henrik Schødts henviser til, at de nye superhospitaler er en unik mulighed for at skabe nye løsninger inden for teknologi, arkitektur og design, der løfter borgernes forventninger til hospitaler, og at det kræver en effektiv og digitaliseret byggeproces, hvis det skal kunne lade sig gøre inden for et stramt budget.

Nu starter det tidlige samarbejde

Med tildelingen af opgaven som hovedentreprenør til NCC, starter den tidlige samarbejdsfase. Den næste tid skal NCC sammen med Nyt Hospital Nordsjælland og projektets rådgivere indarbejde optimeringsforslag for at sikre, at byggeriet kan udføres bedst muligt inden for projektets økonomi. Det er en betingelse for kontrakten.

– Vi glæder os over, at vi har fundet en hovedentreprenør for byggeriet af det nye hospital i Nordsjælland. Nu håber vi, at den kommende samarbejdsfase lever op til vores forventninger, så vi snart kan se byggeriet folde sig ud i Favrholm, siger Per Tærsbøl, som er formand for den politiske følgegruppe for Nyt Hospital Nordsjælland.

I NCC’s tilbud er udførelsesplanen sat til 48 måneder.

– Vi er meget glade for, at vi har fået tildelt den store og spændende opgave med hovedentreprisen på Nyt Hospital Nordsjælland. Der er nu en periode på ti dage, hvor der kan gøres indsigelser. Herefter ser vi frem til at underskrive den endelige kontrakt med bygherre, siger Palle Bjerre Rasmussen, direktør for NCC Danmark.

Relateret indhold