NCC skal for Boligselskabet AKB, København og KAB opføre 26 almene ældreboliger og 93 plejeboliger til blinde og svagtseende på Følager i Ny Ellebjerg-området i Valby. Det nye byggeri til 188 millioner kroner skal erstatte Plejecentret Solterrasserne og specialplejehjemmet Solgavehjemmet. Det oplyser NCC i en pressemeddelelse.
Projektets overordnede vision er at skabe Europas bedste plejecenter, ældreboliger og aktivitetstilbud for ældre blinde, svagtseende og døvblinde borgere med følgehandicaps som demens og fysisk funktionsnedsættelse. Et centralt mål har derfor været at finde frem til de rette løsninger for de kommende beboere, og man har derfor lagt vægt på en høj grad af brugerinvolvering.
– Vi har haft tætte dialoger med brugerne af det kommende hus, så vi har virkelig gjort os umage med at finde de rette løsninger til de kommende beboere, hvilket er afgørende for, at de kan opnå trivsel, selvstændighed og sikkerhed i deres hverdag, siger Trine Skou Tindborg, områdedirektør i NCC Danmark.
Masser af kontrast
Og der er tale om en gruppe beboere, der har ganske særlige behov. Med hjælp fra repræsentanter fra Dansk Blindesamfund er der eksempelvis arbejdet målrettet med en logisk opbygning af huset. Gangene er søgt så lige som muligt uden nogen udposninger og nicher, der ellers kan føles som “ingenmandsland”, hvor den blinde eller svagsynede ikke kan orientere sig. Kontraster mellem gulve og vægge gør det nemmere for beboere med en synsrest at opfatte rummenes udstrækning. Der er håndlister på samtlige vægge i fællesområdet, og man kan derved altid tage fat i en håndliste og blive “ført hjem”.
Hjemlighed er et tredje nøgleord for byggeriet, så beboerne ikke føler, de bor på en institution. Der bliver mulighed for at gå til tandlæge, frisør, fodpleje, wellness og træne i et træningscenter. Der blive også etableret et orangeri, så beboernes duftesans kan pirres og trænes, ligesom der lavet et såkaldt træningskøkken, hvor beboerne kan blive fortrolige med at lave mad selv. Alt sammen for at øge deres selvhjulpenhed.
Tilgængeligt byggeri
I valget af løsninger til boligerne i Følager trækker NCC på sin erfaring med at opføre tilgængeligt byggeri. Eksempelvis med Danske Handicaporganisationers Hus, som er kåret til at være verdens mest tilgængelige kontorhus, har NCC vist, hvordan fuld tilgængelighed og ligeværdighed kan indarbejdes, som naturlige elementer i “almindeligt” kontorbyggeri.
– Tilgængelighed er et væsentligt element i social bæredygtighed, der ligger os meget på sinde. I NCC ønsker vi at bidrage til udviklingen af inkluderende og mangfoldige byer og en af vejene hertil går gennem et byggeri, der kan danne rammen for et godt ældreliv, siger Trine Skou Tindborg.
Følagers ældre- og plejeboliger forventes afleveret i foråret 2019.