Nabohus til byggeplads slår revner

Den tidliger maskinmesterskole i Aarhus er revet ned for blandt andet at gøre plads til nye lejligheder - men nu slår nabohuset revner.
Entreprenøren har allerede været i gang med at udbedre skaderne - og de oplyser over for Aarhus Stiftstidende, at de gør alt, hvad der står i deres magt for at minimere risiko ved byggeprojektet. Foto: Mads Blenker.
Entreprenøren har allerede været i gang med at udbedre skaderne - og de oplyser over for Aarhus Stiftstidende, at de gør alt, hvad der står i deres magt for at minimere risiko ved byggeprojektet. Foto: Mads Blenker.

I Borggade i Aarhus lå tidligere Aarhus Maskinmesterskole. Efter skolen blev flyttet til nye lokaler på havnen, blev skolen i januar revet ned. Nu er den helt væk, og tilbage ligger en byggeplads.

Det er der som sådan ikke noget usædvanligt i. Gamle bygninger lader livet for nye projekter. Problemet er imidlertid, at nabohuset nu står tilbage med kraftige sprækker i væggene. Det skriver Århus Stiftstidende.

Både udvendigt og indvendigt er der synlige revner, og ifølge beboerne bliver revnerne blot større og større. Århus Stiftstidende har blandt andet talt med Anders Thomsen, der sammen med en kammerat bor på anden sal i Borggade 10. I et hjørne i sit værelse har han en kraftig sprække fra loftet og ned midt på væggen.

– Man kan følge, hvordan den dag for dag bliver længere og bredere, fortæller han til avisen.

Beklager skaderne

Det er NRE Danmark, der står for byggeriet, og de har ifølge Århus Stiftstidende forholdt sig til borgernes bekymring og beklager de skader, byggeriet måtte give.

Det oplyses, at virksomhedens egne målinger viser, at der nok på ét tidspunkt har været større vibrationer end planlagt, hvilket har bevirket, at gavlen på Borggade 10 har sat sig. Revnerne i bygningen er i øvrigt blevet udbedret ved at lægge en armering ind i væggen på bygningen, der får den til at se arret ud. Når man senere på året kan sikre sig, at der ikke sker yderligere skader, vil resten af skaderne blive udbedret. Ifølge NRE har virksomheden en god dialog med Håndværkerforeningen, som ejer bygningen.

Nedrivningen begyndte i januar, og kort tid efter begyndte revnerne at opstå. Foto: Mads Blenker.
Nedrivningen begyndte i januar, og kort tid efter begyndte revnerne at opstå. Foto: Mads Blenker.

Relateret indhold