MTH skal renovere og udbygge boligprojekt i Vedbæk

Tidligere opdragelseshjem bliver til ejerboliger i eksklusive omgivelser.
Således bliver Magdalena Parken ifølge arkitektens streg. Visualisering: Arkitema Architects.
Således bliver Magdalena Parken ifølge arkitektens streg. Visualisering: Arkitema Architects.

Det mere end 100 år gamle opdragelseshjem Skovly i Vedbæk skal nu renoveres og ombygges, og der skal tilføjes nye bygninger, så der alt i alt bliver skabt 63 nye ejerboliger i og omkring det gamle opdragelseshjem. Det arbejde skal MT Højgaard stå for. Foruden hovedbygningerne kommer projektet til at bestå af syv nye rækkehuse, to portnerboliger og fire nye palæer. Resultatet bliver i alt 7.059 kvadratmeter boliger på den mere end 32.000 kvadratmeter store parklignende grund.

– Når vi udvikler på helt specielle beliggenheder, som tilfældet har været her, kræver det et særligt tæt samarbejde med myndigheder, naboer og andre interessenter i området. Vi begyndte allerede at tale med grundejeren Livsværk om projektet i 2013, og de lagde stor vægt på, at vi både håndterede processen og udviklede projektet på en sådan måde, at de kunne trække sig ud af området med god samvittighed. Den samme respekt for områdets historie og unikke kvaliteter gennemsyrede også Rudersdal Kommunes tilgang, så på den måde har grundejer, udvikler og myndighed været på linje helt fra starten. Resultatet er blevet en bebyggelse der både indskriver sig følsomt i området og bliver sin helt egen. Man fornemmer stemningen allerede, når man ankommer ved portnerboligerne og bevæger sig op ad den slyngede skovvej, der fører op til hovedbygningerne, siger Torben Dahl, der er projektudviklingsdirektør i MT Højgaard.

Udover Rudersdal Kommune er boligerne udviklet i samarbejde med Arkitema Architects.

Relateret indhold