Parter bag byggeriet
- Bygherre: C.W. Obel Ejendomme
- Arkitekt: Erik Arkitekter A/S
- Ingeniør: Cowi A/S
- Totalentreprenør: Raundahl & Moesby A/S
Det gælder ikke mindst i hjertet af den vestlige del af Aalborg midtby, hvor en mindre forvandling er i gang: En del af området ved C.W. Obels gamle, ikoniske tobaksfabrik bliver omdannet til 118 moderne familieboliger. Boligbyggeriet, der døbes AstaHus, strækker sig over 11.000 kvadratmeter. Her kan de kommende beboere, der forventes at flytte ind i starten af 2020, se frem til en flot udsigt enten til områdets nyanlagte, grønne park eller direkte til Limfjorden.
Tegl trækker tråde til tidligere tobaksfabrik
Erik arkitekter er tegnestuen bag det store boligprojekt. For partner Zoran Juresa har det været en vigtig målsætning at skabe et moderne, arkitektonisk udtryk, uden at den gamle arkitektur, der kendetegner det såkaldte Tobaksområde, går op i røg:
– Det har været vigtigt for os at skabe et moderne look, der samtidig respekterer og trækker klare linjer tilbage til den gamle, traditionelle fabriksarkitektur, der præger bydelen. Et vigtigt element er murstenene, som Egernsund Tegl har leveret. De har et meget karakteristisk urbant, snavset og robust look, som fremstår unikt og flot, siger han og fortsætter:
– Resultatet er et murværk, som vækker associationer til et 100 år gammelt byggeri, men med et moderne touch. Samtidig er der en fin, stringent rytme i teglmønsteret. Dét skaber en facade, som tilpasser sig bybilledet på en måde, der ikke er overspillet, men tro mod området.
Industri-arkitektur har kronede dage
Ifølge Grethe Harmsen, Egernsund Tegls projektkonsulent på byggeprojektet, er AstaHus et godt eksempel på en interessant tendens i byggeriet, der handler om at værne om den traditionelle “industri-arkitektur”:
– Vi oplever en klar tendens til, at byudviklingsprojekter i stigende grad gennemføres med en respekt for det givne områdes historik og arkitektur. Det er langt fra ualmindeligt, at sporene fra det oprindelige byrum bevares og får tilført et moderne udtryk. Og især når der er tale om byggeprojekter, der skyder op fra tidligere erhvervsområder, vælger arkitekten typisk at værne om det industrielle og rå look, siger hun.