Millionstøtte til bedre strandtur for alle ved Kolding Fjord

Lokale og Anlægsfonden har givet 4,5 mio. kroner i støtte til nye faciliteter på stranden ved Kolding Fjord, der skal gøre det nemmere for alle uanset funktionsniveau at nyde stranden og vandet.
Den nye multifunktionelle bygning med bl.a. toiletter, omklædningsrum, sauna og en baderampe. Illustration: Reværk.

I går skrev vi her på Dagens Byggeri, at Lokale og Anlægsfonden nu støtter fire nye faciliteter ved sø og hav med 18 mio. kroner.

Et af stederne, der får tildelt 4,5 mio. kroner i støtte, er på Løverodde Strand ved Kolding Fjord.

Projektet omfatter en ny multifunktionel bygning med bl.a. toiletter, omklædningsrum, sauna og en baderampe, der skal gøre vandet tilgængeligt for alle. Desuden skal den eksisterende anløbsbro restaureres og udvides med flere faciliteter.

Den nye bygning skal laves i naturmaterialer, bl.a. træ og flettet ålegræs, der sikrer, at den bliver tilpasset til de naturskønne omgivelser mellem Stenderup Nørreskov og Kolding Fjord.

Læs også

Vinder af udbud om plejecenter i Aalborg fundet

Projektet er udarbejdet i samarbejde med tegnestuen Reværk på baggrund af en designproces, hvor forskellige brugergrupper er blevet inddraget. Desuden har arbejdsgruppen bag projektet fået input fra studerende fra Designskolen Kolding, aktører i området og en række fageksperter i Kolding Kommune.

Den eksisterende anløbsbro skal efter planen udvides og udvikles som en opholds- og formidlingsplatform med bænke, ramper og platforme. Illustration: Reværk.

– Oplevelser i naturen efterspørges af stadig flere, og ved Løverodde er der gode muligheder for at få fede friluftslivsoplevelser både over og under overfladen. Alt for ofte er mennesker med funktionsnedsættelser desværre udelukket fra disse oplevelser, men med projektet på Løverodde viser Kolding Kommune, at friluftsliv kan være og er for alle, lyder det fra direktør i Lokale og Anlægsfonden, Jon Gerner.

Mangler de sidste midler

I alt er projektet budgetteret til 13,9 mio. kroner, og heraf bidrager Kolding Kommune med omkring 2 mio. kroner til anlægselementerne. Efter bevillingen fra Lokale og Anlægsfonden, der kommer fra kampagnepuljen ’Strandlivets rum og rammer’, skal kommunen nu ud at finde ekstern finansiering af de sidste midler til at gennemføre projektet.

For at realisere de nye badefaciliteter er der også krav om, at forskellige byggetilladelser skal være på plads, bl.a. fra Kystdirektoratet.

Læs også

Ny bydel med 225 boliger på vej i ny Silkeborg-forstad

Hvis denne proces forløber uden større udfordringer, kan de nye badefaciliteter være klar til brug i 2027.

Udover Løverodde-faciliteterne har projekter i Kalundborg og Helsingør Kommuner og på Færøerne fået støtte fra kampagnepuljen ’Strandlivets rum og rammer’.

Relateret indhold