Microsoft lægger an til giga-investering i danske datacentre

Tre placeringer på Sjælland skal danne rammen om nye datacentre for amerikanske Microsoft, som dermed går Apple, Google og Facebook i bedene.
Danmark er datacenter-land. Nu mere end nogensinde. Foto: Colourbox.
Danmark er datacenter-land. Nu mere end nogensinde. Foto: Colourbox.

Danmark er datacenter-land. Eller det bliver det i hvert fald, når Microsoft kommer i mål med byggeriet af tre nye datacentre.

Det er særligt kapaciteten i skyen, som virksomheden gerne vil drive fremad. Men i modsætning til Facebook, Apple og Google har Microsoft placeret sig på Sjælland, hvor de andre tech-giganter har valgt Jylland og Fyn.

– Investeringen er et udtryk for vores store anerkendelse af Danmarks grønne og digitale lederskab globalt, og vores ønske om at bidrage positivt til Danmarks fremtid, siger Brad Smith, President i Microsoft.

Hvad, hvem, hvor?

Hvor mange penge det i realiteten drejer sig om, ønsker Microsoft ikke at uddybe.

Avisen Berlingske mener at vide, der er tale om et milliard-beløb. Men hverken byggestart, entreprenørvalg, pris eller andet fremgår af den pressemeddelelse, som Microsoft udsendte mandag formiddag.

Det vil sige, at det heller ikke er muligt at gå selskabet på klingen i forhold til arbejdsmiljø og brugen af dansk arbejdskraft.

Både Facebook, Apple og Google har været hermetisk lukkede omkring deres byggerier i henholdsvis Odense, Viborg/Foulum og Fredericia.

Det har været svært for fagforeningsfolk at få adgang til pladserne, og der har været flere sager fremme med brud på overenskomster. Hvorvidt det bliver tilfældet med de nye byggerier må tiden vise. Dagens Byggeri følger sagen.

Relateret indhold