Københavnerne kan se frem til meget mere metrobyggeri i løbet af de næste mere end 20 år. Denne gang er det metrolinje M5, der er på tegnebrættet. Først skal metrolinjen i første omgang i offentlig høring.
M5 forventes at komme til at bestå af ca. 12-14 km dobbelttunnel, ca. 4-5 km højbane, ca. 1 km ramper samt en lang række underjordiske konstruktioner i form af stationer, skakte og afgreningskamre.
M5 vil bestå af i alt op til 10 metrostationer – heraf også højbanestationer – fra København H over Amager og Lynetteholm til Østerport. M5 forventes at få kontrol- og vedligeholdelsescenter (KVC) på den sydlige del af Prøvestenen, kan man læse i dagsordenen, da Københavns Kommunes økonomiudvalg havde punktet på dagsordenen.
Der er to løsninger i spil – henholdsvis en sydlig og en nordlig:
- Den sydlige løsning omfatter hele strækningen fra København H til Østerport og består af to etaper. Første etape udgør strækningen fra København H til Refshaleøen (forventet åbningsår 2035). Anden etape udgør strækningen fra Refshaleøen til Østerport (forventet åbningsår 2045).
- Den nordlige løsning omfatter kun strækningen fra Østerport til v/Lynetteholm S (forventet åbningsår 2045).
Løser trængselsproblemer
Metroselskabet ejerkreds, som består af staten, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune, har nu udarbejdet en miljøkonsekvensrapport, der gennemgår de mulige påvirkninger på miljøet ved at anlægge metrolinjen M5.
Se dem her: De nye metrostationer binder København bedre sammen
I denne måned skal først Økonomiudvalget og dernæst Borgerrepræsentation tage stilling til rapporten, før københavnere, virksomheder og organisationer får mulighed for at komme med deres input den offentlig høring. Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen siger:
– Den nye M5 linje løser både trængselsproblemet i den nuværende metro, og den er en forudsætning for udviklingen af hele den nye bydel i Østhavnen. Jeg ser frem til at få københavnernes input til, hvordan metrolinjen kan anlægges bedst muligt.
M5 er kun et skridt på vejen
De andre politiske partier på rådhuset har forskellige holdninger til projektet, men fælles for dem er, at de også er fortalere for mere metro.
Konservative kalder M5 for ’kun et skridt på vejen’ mod, at man kan komme hvor som helst i København på en halv time, mens det er afgørende for Venstre, at strækningen mellem Prags Boulevard Øst og Refshaleøen graves ned fremfor at der bygges en højbane.
Fem nye metrostationer er klar til brug til sommer
Radikale Venstre ser gerne, at der etableres metrostationer ved Rigshospitalet og Indre Nørrebro fra begyndelsen, og at metroen når ud til både de nye bydele og de store arbejdspladser, studiesteder, hospitaler og boligområder.
Det er Metroselskabet, der beslutter, hvilken af de to foreslåede metrolinjer, som skal anlægges.