Marina overskrider budget med 25 % – fortsat fuld politisk opbakning

Kolding Kommune holder fast i udviklingen af en ny bydel på sydsiden af fjorden, som netop har fået en ny bevilling på 141 mio. kroner.
Visualisering af Havnepromenade Marina City.
Havnepromenade Marina City. Visualisering: Cobe og Kolding Kommune.

Marina City-projekt ved Kolding Fjord bliver 25 % dyrere end det første overslag i 2018, men med en ny bevilling på 141 mio. kroner gennemføres projektet.

Det står klart efter, at et enigt byråd i går gav tilsagn om den ekstra bevilling:

– Vi har fået en overbevisende og seriøs redegørelse, som forklarer, hvorfor projektet bliver dyrere end først anslået. Samtidig er vi blevet præsenteret for et opdateret budget, som hviler på et robust og gennemarbejdet grundlag, siger borgmester Knud Erik Langhoff.

Læs også

Nordjysk boligforening skal vise vejen for fremtidens urbane etageboliger

Han tilføjer:

– På den baggrund har vi sagt ja til den ansøgte ekstrabevilling, så vi kan fortsætte arbejdet med Marina City, som er et af vores flagskibe i udviklingen af Kolding Kommune.

Budgettet for Marina City lyder nu på 669 mio. kroner.

Materialepriser og omstridt metode

De to hovedårsager til, at projektet bliver dyrere end først anslået, er en voldsom prisstigning på 25-50 % på byggematerialer og anlægsarbejder efter covid-19 og krigen i Ukraine.

Derudover har Kolding Kommune af miljømæssige årsager fravalgt den omstridte metode, hvor fjordbundsmateriale fra uddybningen i Kolding Fjord klappes (flyttes ud) på en af de godkendte klappladser i Lillebælt. Den nye løsning er bl.a. baseret på dræning, så det opgravede uddybningsmateriale kan nyttiggøres i det nye landområde, og denne metode er 50 mio. kroner dyrere end klapning.

Det er 141 mio. kr. dyrere end budgettet fra 2018 omregnet til 2025-priser.

Læs også

Velliv opfører fællesskabsboliger i Birkerød: Bliver ikke de sidste

Efter den politiske afklaring bliver der nu arbejdet videre med Marina City-projektet, og fra maj i år bliver der taget hul på en opgradering af eksisterende havnearealer på Marina Syd med en ny adgangsvej og havnepromenade.

Forventningen for de nye arealer er, at 2025-2026 vil gå med at få miljøplaner og -tilladelser på plads.

I årene 2027-2028 skal der arbejdes med det omfattende havnebyggeri, så havnedelen og det nye vandsportscenter kan tages i brug i foråret 2029.

Undervejs gøres der klar til boligbyggerierne, ligesom arealerne klargøres med veje, parkering, bådoplag, havnepromenade, park, osv.

Under forudsætning af, at der ikke sker noget uforudset, forventes Marina City at være nået godt i mål omkring 2030.

Læs også

Klimatilpasning og strandø: Overvejer 285 mio. kroners fremtid for Rungsted Havn

Om Marina City

Marina City vil rumme et nyt bolig- og havnemiljø samt moderne lystbådehavn med 1.000 bådpladser.

Planerne giver mulighed for at opføre ca. 325-350 boliger, og bygningerne kan være op til otte etager, en enkelt dog op til 16 etager. Visionen er forskelligartet byggeri, heraf en fjerdedel almene boliger.

Derudover skal der anlægges en havnepromenade med bl.a. cafeer, klubhuse, marineerhverv og værksteder. Desuden planlægges et stort vandsportscenter.

Relateret indhold