Landets første håndværkskollegie i Horsens, og de to der kommer lige efter i hhv. Herning og Roskilde, skal være med til at tiltrække tiltrængte håndværkere til byggeriet. Det er dog ikke kun håndværkerlærlinge, der har svært ved at finde en bolig, der er til at betale.
For der mangler generelt studie-, ungdoms- og kollegieboliger mange steder i landet.
Kigger man på antallet af personer, der bor på kollegier i Danmark, ser det ikke ud som om, rammerne for de studerende følger med ambitionerne om at uddanne de mange. I 2023 er der således registreret omkring 250.000 studerende på de videregående uddannelser. Kun knap 50.000 af dem bor på et kollegieværelse.
Selvom antallet af kollegiepladser er steget med ca. 5.000 pladser de seneste ti år, står det langt fra mål med behovet, vurderer ejendomsmæglerkæden Estate.
– Hvis man som studerende ikke er blandt de få heldige, der får tilbudt et kollegieværelse, er alternativerne enten det private lejemarked, hvor priserne ofte er uforskammede høje eller det private boligmarked, hvor man skal have meget generøse og formuende familiemedlemmer, der vil hjælpe en. Sidstnævnte er fortrinsvist for de få, siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i ejendomsmæglerkæden Estate.
Han mener, at flere kollegier kunne løse en række samfundsudfordringer.
– Hvis vi gerne vi have en veluddannet befolkning, hvor de studerende faktisk bruger tid på at dygtiggøre sig i stedet for at skulle bruge en masse tid på at tjene mange penge til deres bolig ved et rudimentært job, skulle vi overveje at tilbyde langt flere boliger til dem, end vi gør i dag. I stedet ser det ud til, at vi i langt højere grad opfører byggerier, der henvender sig til livet efter studierne, siger Thomas Hovgaard.
Mere end 1.500 studieboliger på vej
Et opslag i SMART, Byggefaktas omfattende database over bygge- og anlægsprojekter i Danmark, afslører, at der ér boliger på vej til de studerende – både i København, Aarhus, Aalborg, Odense og i flere mindre byer som Slagelse, Tønder, Glamsbjerg og Kalundborg.
Byggestarten på de mere end 1.500 boliger i listen herunder ligger alle 2-4 år ud i fremtiden, hvorfor de ikke vil kunne afhjælpe bolignøden hos de studerende, der lige nu mangler et sted at bo.
Ingen af projekterne herunder er gået i jorden, og oplysninger om bl.a. budget, areal og tidsplan er derfor med forhold. Om projekterne i sidste ende bliver opført, vides af gode grunde ikke, men projekterne er oprettet i SMART og dermed offentligt tilgængelige.
– Planlægningen er endnu på et tidligt stadie og der skal udarbejdes ny lokalplan, men Samvirkende Boligselskaber planlægger at opføre et 5-6 etager højt Generationernes Træhus i Valby – et nybyggeri med ca. 100 kollegie-/ungdomsboliger på ca. 7.000 kvm. Håbet er at kunne påbegynde byggeriet i 2026.
– Hvis alt falder på plads, vil fsb i 2026-2027 opføre 216 nye ungdomsboliger i Brønshøj under projektnavnet Tingbjergkollegiet. Projektet indgår i den samlede udviklingsplan for Tingbjerg.
– I København S har PFA Ejendomme planer om at opføre ca. 150 private kollegie- og ungdomsboliger og 50 almene ungdomsboliger med opstart i oktober 2025. Samlet kan der opføres 8.940 m2 over terræn i 4-6 etager. PFA opfører de almene boliger som delegeret bygherre for De Unges Almene Boligselskab (DUAB). Der er indgået aftale med totalentreprenør, men der er endnu ikke indgået kontrakt for udførelse.
– I Glamsbjerg har J.K. Finans Glamsbjerg planer om at opføre et lærlingekollegie med 15 tæt/lav boliger i 2025-2026.
– I nordjyske Auning har Eldrupgård Fonden i 2025-2026 planer om at opføre 75 studie-/kollegieboliger i tilknytning til Skovskolen. Der påtænkes opført 7 bygninger i hver 4 etager.
– Slagelse Homes 2 forhandler pt. med en entreprenør om opførelsen af 48 kollegieboliger i Slagelse. Byggeriet forventes opført i 3 plan i 2025-2026.
– Bygherren A. Enggaard opfører selv 136 kollegieboliger i Karre A på 13 etager i Brokvarteret i Aarhus C, hvor Stark Groups tidligere logistikcenter nedrives. Forventet byggestart i 2025 med afslutning i starten af 2027.
Læs også: Milepæl for 247 ungdomsboliger i Københavns nyeste kanalkvarter
– Sønderborg Kommune planlægger udbud af den tidligere DSB-grund for opførelse af mindst 200 kollegieboliger.
– Pitzner Ejendomme Roskilde 2 vil ombygge tre undervisnings-, laboratorie- og administrationsejendomme (bygning 16, 17 og 18) på RUC til 150 kollegieboliger samt erhverv. I alt består bygningerne af 5.809 kvm. Der afventes lokalplan
– Odense Elite College har planer om at opføre et nyt sportscollege ved det eksisterende i 2024-2025. Antal boliger er pt. ukendt.
– I juni 2024 håber Domea at kunne påbegynde opførelsen af et kollegie med 42 studieboliger og et fælleshus på samlet 1.456 kvm i Tønder. Lokalplan er vedtaget.
– A/S af 26.10.1983, Ceraco Development ønsker i 2024-2025 at opføre 320 kollegie- og ungdomsboliger på et samlet areal på 18.000 kvm i Gigantiumkvarteret i Aalborg.
London-baserede Nido har opført 443 studielejligheder ved Københavns Universitet på Amager. De første beboere flyttede ind i efteråret 2022. Visualisering: Nido
– Bygherren Nørre Allé 27 ombygger det tidligere sygehus i Kalundborg og vil i 5. etape etablere 30 studieboliger i løbet af 2024.
– Margot Og Thorvald Dreyers Fond vil med opstart i denne måned ombygge Vesterbrogade 75 i København til kollegie med fællesarealer og 42 værelser. Det har ikke været muligt at få oplysninger bekræftet.
Kollegieboliger forsvinder fra markedet
Modsat det positive nyheder ovenfor er der også nogle projekter, der trækker kollegieboliger af markedet. Tre eksempler følger her:
– Fra efteråret 2027 vil ejendomsudvikleren Kilden & Hindby omdanne Skjoldhøjkollegiet i Aarhusianske Brabrand til blandet byområde over en periode på 10-15 år. Købsaftalen er betinget at, at parterne kan enes om en udviklingsplan for området samt udarbejdelse af en ny lokalplan.
– I Randers har Randersbolig måtte udsætte opførelsen af 107 kollegieboliger på grund af markedssituationen. Den endelig placering er ikke fastlagt.
– Boligforeningen B42 planlægger i 2024/2025 at ombygge og renovere det tidligere Sygeplejerskekollegie på Sydvang 4 i Sønderborg, som tidligere tilhørte Sønderborg Sygehus, til ca. 34 mindre almene boliger.
Uforholdsmæssig høj efterspørgsel på delelejligheder
Selvom der ifølge ovenstående trods alt er sammenlagt mere end 1.500 studieboliger i pipelinen over hele landet, er det slet ikke nok til at mætte behovet for betalbare studieboliger. Det lave antal studieboliger i landets metropoler betyder, at der kommer uforholdsmæssig høj efterspørgsel på delelejligheder – to eller treværelses lejligheder der lægger op til forældrekøb for de heldige.
Læs også: Akut mangel på studieboliger: 50 modulboliger er på vej
På den baggrund opfordrer Thomas Hovgaard til, at kollegier kommer højt op på den politiske dagsorden.
– Jeg har svært ved at se den politiker, der har modvilje mod at skabe mere bæredygtige vilkår for de personer, der skal være med til at løse nogle af de store udfordringer, vi står over for, og jeg tror heller ikke, at der vil være modstand mod at lette trykket på markedet for mindre boliger i de store byer.
– Ligesom der i årevis har manglet flere mindre boliger, gælder det samme tilsyneladende også kollegier, hvor stigningen i flere værelser langt fra følger med optaget af nye studerende, slutter Thomas Hovgaard.