Mange lærlinge til lærlingedag

Med både kick off for alle 25 lærlinge samt rejsegilde har det været en travl uge på byggepladsen ved det nye læringscenter Life Campus.
Life-direktør Christine Antorini holdt tale for håndværkerne, da der forleden var rejsegilde i Lyngby. Pressefoto.
Life-direktør Christine Antorini holdt tale for håndværkerne, da der forleden var rejsegilde i Lyngby. Pressefoto.

Om Life Campus

  • – LIFE står for Læring, Idéer, Fascination og Eksperimenter. Initiativet er støttet af Novo Nordisk Fonden.
  • – Life Campus bliver et æstetisk smukt læringscenter på 4.000 kvm. beliggende på Dyrehavegårds Jorder.
  • – Bygningen er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter og opføres under bygherrerådgivning fra Rambøll.
  • – LIFE Campus bliver nabo til bl.a. DTU, Novozymes’ nye Innovation Campus og Lyngby Gymnasium.
  • – I LIFE Campus vil elever opleve laboratoriemiljøer, der er ligeså avancerede som dem, forskere arbejder med i virksomheder.
  • – LIFE Campus forventes at åbne for skoleklasser i efteråret 2021.

Væggene er bygget, og tagkonstruktionen står færdig på det nye læringscenter Life Campus i Lyngby. Traditionen tro betyder det, at Dannebrog skal hejses, og byggeriets håndværkere skal fejres med taler, øl og pølser. Sådan blev det også ved Life Campus på Biologiens Vej i Lyngby.

– På vegne af alle os, der kommer til at rykke herud – nemlig Life’s medarbejdere – så vil jeg bare sige tak! Det er simpelthen kæmpe stort at stå herinde, sagde Christine Antorini, direktør i Life, i sin velkomsttale, og tilføjede:

… entreprenørerne har været gode til at sige, at det her er en uddannelsesopgave, så der er omkring 25 lærlinge, der er med til at bygge

Direktør Christine Antorini, Life

– Vi ville have elsket at være her sammen med jer, for det er en fælles fest, og vi er simpelthen super stolte over det, der er sket indtil nu.

På grund af situationen med coronavirus, hvor det nu er tilladt at forsamles 50 personer, var kun håndværkere og entreprenører inviteret til rejsegildet på byggepladsen.

Kick off på læringsprojekt for lærlinge

To dage før rejsegildet blev der afholdt kick off på et særligt læringsprojekt for alle lærlinge, der er involveret i byggeriet af Life Campus – og dem er der ekstraordinært mange af.

LIFE har nemlig prioriteret entreprenører med lærlinge, og hele 25 lærlinge er derfor med i projektet. Det betyder, at over 15.000 timers arbejde udføres af håndværkere under uddannelse. Læringsprojektet skal sikre, at lærlingene får noget ekstra ud af deres arbejde ved LIFE Campus.

– Interessen for at tilknytte lærlinge til projektet har været overvældende, og der kommer til at være lærlinge fra alle faggrupper på byggepladsen. Til læringsprojektet vil vi i fælleskab formulere en konkret læringscase, som giver mening i det daglige arbejde og bidrager til lærlingenes tværfaglige forståelse af processerne på byggepladsen, fortæller Christian Østerby Knudsen, der er projektdirektør hos Rambøll.

Life Campus åbner for skoleklasser i efteråret 2021. Pressefoto.
Life Campus åbner for skoleklasser i efteråret 2021. Pressefoto.

Læringsprojektet blev også fremhævet af Christine Antorini i hendes tale ved rejsegildet:

– Vi er super glade for, at det har været muligt at lave et lærlingeprojekt, og entreprenørerne har været gode til at sige, at det her er en uddannelsesopgave, så der er omkring 25 lærlinge, der er med til at bygge. Det er jo et uddannelsessted det her, så selvfølgelig skal det også være et uddannelsessted for lærlinge – for vi har brug for mange dygtige faglærte unge, sagde hun.

Life Campus forventes at åbne for skoleklasser i efteråret 2021.

Relateret indhold