Blødere vand
- – Danmark har noget af det reneste drikkevand i verden, men vandet indeholder meget kalk.
- – Ved at blødgøre vandet kan man spare på mængden af sæbe og afkalkning, der bruges i husholdningerne, og give maskiner længere levetid. Det betyder også, at de danske renseanlæg skal fjerne færre af de skadelige stoffer fra vaske-og rengøringsmidler.
Målet er at være dansk markedsleder indenfor vandværksbyggerier.
Sådan lyder ambitionen hos råhusentreprenøren LM Byg, der netop har afleveret Hovedstadsområdets Forsyningsselskab (Hofor)s nye og topmoderne vandværk, Værket ved Thorsbro i Ishøj.
Opførslen af det nye vandværk sker som led i en større moderniseringsplan, hvor selskabet vil udskifte syv vandværker i hovedstadsområdet for at sikre stabile vandleverancer og samtidig gøre vandet i hanerne blødere.
Læs også: LM Bygs nye direktør bliver på sporet: “Det er den rigtige vej | Dagens Byggeri
Som storentreprenør har LM Byg stået for opførslen af det 6.600 m2 store råhus til Værket ved Thorsbro, som fordeler sig over kælder, stue og 1. sal samt 500 kvm ladebygninger.
For at kunne bygge det nye vandværk har råhusentreprenøren gjort brug af deres kernekompetencer indenfor in-situ-støbning og elementmontage samt særlig viden om udførelse af vandværk.
Læs også: Aldrig set før: LM Byg bringer Bjarke Ingels umulige beton-vision til live
Ud over opførslen af Værket ved Thorsbro har entreprenøren også haft ansvaret for alle bygnings- og anlægsarbejder, etablering af bygning- og klimaskærm inkl. terræn- og ledningsarbejder og bygningsinstallationer.
Et helt nyt vandværk fra bunden
Imens byggeriet af det nye vandværk har stået på, har det gamle værk fortsat været aktivt, så hovedstadsområdets borgere har været sikret drikkevand undervejs gennem hele byggeprocessen.
Da vandværksbyggerier er komplekse og specialiserede projekter, har Hofor ud over LM Byg haft to andre storentreprenører på projektet – Robotek og Vand & Teknik, der står for hhv. el-entreprisen og installering af anlæg med blødgøringsproces.
– Fremfor at tilpasse et eksisterende værk er Thorsbro det første projekt, hvor vi opfører et helt nyt vandværk fra bunden, som er gennemdesignet fra A-Z. Det har været en udfordring at få tingene til at gå op med så mange aktører på en lille byggeplads, og både LM Byg og de andre entreprenører har vist stor fleksibilitet. Resultatet er blevet rigtig godt, siger Peter Kleis, projektleder i Hofor.
Den førende specialist
Gennem de sidste 30 år har LM Byg markeret sig som specialister i råhusbyggeri i egenproduktion samt hoved- og totalentrepriser.
Med sin egenproduktionsenhed kan LM Byg udføre alle former for opgaver inden for råhusbyggeri herunder pladsstøbte betonkonstruktioner, montage af betonelementer, trækonstruktioner og stålkonstruktioner.
Opførslen af vandværksråhuse er således helt i tråd med LM Bygs strategi, fortæller Frank Aarslew-Jensen, adm. direktør i LM Byg:
– At opføre vandværker er en kompleks, specialiseret og vigtig opgave, der stiller store krav til uddannelse, kompetencer og håndværk. Det er vores ambition at være den førende specialist på råhuse – også indenfor vandværksbyggerier – og med to succesfulde projekter på CV’et har vi vist, at vi har de påkrævede erfaringer, kompetencer og viden til at varetage endnu flere vandværksbyggerier i fremtiden.
Byggeriet af Værket ved Thorsbro blev påbegyndt i 2020 og er færdigt i 2023. Frem mod 2024 pågår anlægsarbejde, der skal reetablere det omkringliggende område som park.