Om projektet
- – Lille Langbro er 175 meter lang.
- – De fire brofag vejer ca. 600 tons i alt.
- – Der er syv meter asfalteret bredde på Lille Langebro.
- – Lille Langebro har en sejlhøjde på 5,4 meter, så havnebusserne kan komme igennem.
- – Lille Langebro er en gave fra Realdania til København.
- – Realdanias datterselskab Realdania By & Byg er bygherre på broen.
- – Broen er tegnet af et internationalt team under ledelse af de britiske ingeniører BuroHappold Engineering med de britiske arkitekter Wilkinson Eyre og danske Urban Agency.
- – Totalentreprenør på broen er et joint venture mellem de to hollandske entreprenører Mobilis Danmark og Hollandia Infra.
- – Lille Langebro ventes at åbne i efteråret 2019.
Det er næsten på dato et år siden, Lille Langebro-projektet blev ramt af et alvorligt uheld, der medførte et års forsinkelse af åbningen af den nye cykel- og gangbro parallelt med den ‘gamle’ Langebro.
Som Dagens Byggeri fortalte sidste år, var man ved at laste de fire brofag på en pram i Rotterdam, da kranen pludselig knækkede og tabte et af brofagene ned over et andet. Uheldigvis blev de to brofag ødelagt og skulle bygges op fra begyndelsen.
Nordens største kran
Men i sidste måned løftede den 75 meter høje kran, Hebo Lift 9, de fire 600 tons tunge brofag på plads i havneløbet mellem Vester Voldgade ved BLOX og Langebrogade på Christianshavnssiden.
– Vi er utroligt glade for interessen for Lille Langebro, som vi har oplevet i den seneste tid. Det vidner om, at mange ser frem til at få en ny cykel- og gangbro i København. Men selvom broen næsten kan se ud til at være færdig allerede, venter der stadig nogle måneders arbejde med at gøre broen helt klar til brug, siger projektchef Peter Fangel Poulsen, Realdania By & Byg.
Sikkerhed i højsædet
I disse uger bliver brofagene justeret helt på plads, og broens to drejelige brofag testet. Når brofagene ligger, som de skal, kan arbejdet med at laver ramper og trapper på begge sider af havnen gå i gang. Og så skal trafikreguleringen testes på begge sider, så flowet af cyklister og gående bliver så sikkert som muligt.
Går alt efter planen, vil Lille Langebro åbne i efteråret 2019, men det er endnu for tidligt at fastlægge en konkret åbningsdato.
Se timelapse-videoen hvor de fire brofag til Lille Langebro blive løftet på plads. Video: Realdania By & Byg/Michael Levin.