Fra i dag kan beboerne flytte ind i Strandhøjen Friplejehjem i Nyborg, og de kommer til at bo i naturskønne omgivelser – lige hvor stranden møder Storebælt og godt et år efter, at AP Ejendomme tog første spadestik:
– Som pensionsselskab skal vi kunne tilbyde boliger til folk i alle aldre, så vi understøtter de forskellige behov, som folk har. Med friplejehjemmet kan vi tilbyde flere velegnede boliger til seniorer, siger Peter Olsson, der er adm. direktør i AP Ejendomme.
Ramme om et hjertevarmt hjem
Et friplejehjem adskiller sig fra traditionelle plejehjem ved, at det ikke er formelt tilknyttet den lokale kommune gennem en særlig driftsoverenskomst. Dermed har friplejehjemmet et større råderum til selv at bestemme, hvordan stort og småt bedst tilrettelægges.
Hvis man er visiteret til en plejebolig af sin kommune, kan man vælge et friplejehjem, hvor end i landet det ligger. Et friplejehjem er hverken dyrere for borgeren eller samfundet:
– Strandhøjen Friplejehjem bliver en dejlig ramme om et hjertevarmt hjem, hvor det enkelte menneskes behov mødes. Vi ser frem til endnu et godt samarbejde med AP Pension, siger Flemming Christensen, formand i Danske Diakonhjem, der ligeledes står for driften af AP Pensions friplejehjem i Horsens og Nørager ved Rebild.
Noget ganske særligt
Friplejehjemmet, der er fordelt på fire etager og er med et samlet areal på 6.115 m2, er tegnet af Erik Arkitekter, mens totalentreprenøren, 5E Byg har stået for byggeriet:
– Det er altid en stor dag, når vi kan aflevere en ejendom til bygherre, og det er også tilfældet med Strandhøjen Friplejehjem. Det er kun lidt over et år siden, at vi satte spaden i jorden til Strandhøjen Friplejehjem, og nu står vi med en færdig ejendom. Der er tænkt nogle rigtig gode tanker for ejendommen, som med sin placering er noget ganske særligt, og vi er glade for, at vi kan være med til at realisere projektet for AP Ejendomme, siger Torben Nielsen, der er teknisk direktør hos 5E Byg.