Lige nu er der en vis stilstand i dele af den grønlandske bygge- og anlægssektor, hvilket blandt andet skyldes, at de tre store lufthavnsprojekter i Nuuk, Ilulissat samt i Qaqortoq har suget noget af luften ud af resten af markedet. Lufthavnen i Nuuk er afsluttet, mens lufthavnene i Ilulissat og i Qaqortoq er ved at blive færdiggjort. Når først det kapitel er overstået, og man har fået lidt tid til at trække vejret, er direktøren for Grønlands Erhverv, Christian Keldsen, dog sikker på, at tendensen vil vende.
– Vi kan godt mærke, at det nu er ved at være slut med mange af de leverancer, de lokale virksomheder har haft til lufthavnene, men jeg er overbevist om, at der kun er tale om en periode. Grundlæggende er det grønlandske samfund og ikke mindst den grønlandske infrastruktur fortsat i vækst, lige som vi har en god dialog med den offentlige sektor om, hvorledes vi i en stilstandsperiode kan fastholde et vist momentum i bygge- og anlægssektoren, siger Christian Keldsen.
Mere energi skaber fremtiden
Alt andet lige vil de tre nye lufthavne desuden være med til at understøtte en helt ny dynamik, som blandt andet også kommer til at handle om de tilbud og de muligheder, man fremadrettet vil kunne tilbyde eksempelvis turisterhvervet. Ifølge Christian Keldsen er flere mulige byggegrunde allerede nu udlagt til hoteller, og flere bygherrer har vist interesse, så planerne og ambitionerne for Grønland fejler bestemt ikke noget.
– Desuden skal vi anlægge et helt nyt vandkraftværk i Diskobugten, lige som vi er vi ved at skulle sætte gang i udvidelsen af vandkraftværket i Nuuk. En række opgaver er allerede uddelegeret til lokale virksomheder, og mens vi taler, er selve hovedentreprisen på vej i udbud. Udvidelsen af kraftværket vil få stor betydning. Mens den står på, vil der være en masse underliggende behov, der skal dækkes ind lokalt, og på sigt får vi overskudsenergi, der kan være med til at skabe fundamentet for fortsat vækst, uddyber Christian Keldsen.

Større kraftværk og nyt datacenter
Han ser altså blandt andet kraftværksudvidelsen som en god motor for fremdrift, der bredt set giver mulighed for at kigge ind i fremtiden med de positive briller på. I den sammenhæng nævner han ligeledes det datacenter, som den nationale teleoperatør Tusass har igangsat. Permagreen er entreprenør på opgaven, der skal være med til at samle og ikke mindst sikre kritisk infrastruktur i form af tele- og datakommunikation.

– Vi lever i en tid med store samfundsmæssige udfordringer og muligheder, hvor den udenrigspolitiske dagsorden definerer behovet for et langt højere sikkerhedsniveau. Men vi kan også blive ramt af uheld, som det var tilfældet i 2019, hvor en lokal trawler beskadigede et søkabel med store kommunikationsmæssige konsekvenser til følge. Derfor ser jeg det nye datacenter som en nødvendighed med henblik på at skabe tryghed i samfundsudviklingen, slutter Christian Keldsen.