Aarhus Letbane
- – Forbinder Odder- og Grenaabanen med en ny linje på 12 km gennem Aarhus. I alt 110 km letbane.
- – Får i alt 51 stoppesteder.
- – Kører i 2017, hvor Aarhus er Europæisk Kulturhovedstad.
- – Budgettet er på 3,5 milliarder kroner.
Arbejdet med at anlægge Aarhus Letbane er i fuld gang, og nu påbegynder Gråkjær også opførelsen af letbanens kontrol- og vedligeholdelsescenter sydvest for Ringgadebroen ved Banegraven. Centeret bygges i to plan på i alt 6.400 kvadratmeter, og hertil kommer 4.700 kvadratmeter overdækket hal til parkerede tog. Slutteligt skal der også udføres bundopbygning og klargøring af 27.000 kvadratmeter udvendige arealer med belægning og spor.
Første skridt i det tunge arbejde er det klargørende jordarbejde for pælearbejdet til letbanens nye kontrol- og vedligeholdelsescenter. Aktuelt er det den kommende værkstedsbygning, der arbejdes på, og pælearbejdet er startet med prøvepæle på 18 meters længde. Prøvepælene rammes inden påske, hvorefter de endelige tilpassede pæle rammes. Jordarbejdet fortsætter med etablering af byggepladsfaciliteter, så Gråkjærs byggeledere kan flytte ind på pladsen.
Danmarks første
Aarhus Letbane vil være klar til brug i Aarhus og omegn i 2017 og er et af flere større byudviklingsprojekter, som netop nu er i gang i Aarhus. Letbanen får omfattende betydning for trafikafvikling og byudvikling i området omkring Aarhus og nyder stor bevågenhed både lokalt og nationalt, fordi den bliver den første af sin slags i Danmark. Der pågår dog også forundersøgelser eller begyndende projekteringer af letbaner i Odense, Aalborg og København.
Den forventede aflevering af Gråkjærs arbejder er medio 2016.
Gråkjær inviterer 21. maj alle interesserede til et arrangement, hvor eksperter og politikere vil forsøge at belyse, hvad letbanen kommer til at betyde for erhvervslivet i Aarhus.