LE34 opruster i Odense: Står over for markant udvikling

Nyt ledelsesteam og nye lokaler skal sikre landinspektørfirmaet en mere aktiv rolle i den fynske by- og ejendomsudvikling.
Den lokale afdeling arbejder med både offentlige og private projekter på tværs af Fyn og er blandt andet involveret i flere af øens mest markante anlægs- og byggeprojekter inden for sundhed, infrastruktur og erhverv. Det gælder også det nye universitetshospital og Lindø Havn. Foto: LE34.

Momentum i by- og ejendomsudviklingen på Fyn stiller nye krav til samarbejde, koordinering og adgang til specialiseret viden. Det vil LE34, Danmarks største rådgivende landinspektørfirma, nu imødekomme med investering i nye lokaler i Odense og et nyt, lokalt ledelsesteam.

– Odense og Fyn står over for en periode med markant udvikling inden for by- og ejendomsområdet. Det er nødvendigt med rådgivning og samarbejde, hvis projekterne skal omsættes fra planer til virkelighed, og derfor investerer vi målrettet i både ledelsesteamet og rammerne, siger Kenneth Norre, administrerende direktør i LE34.

Læs også

Idekonkurrence i Odense går i gang: Alle skæve ideer søges

Som led i satsningen har LE34 investeret i nye lokaler i Odense med plads til både kollegaer og eksterne samarbejdspartnere for at kunne samle viden og styrke samarbejdet.

Landinspektørvirksomheden har derfor også udnævnt landinspektørerne Christoffer Madsen og Casper Aagaard Madsen som henholdsvis afdelingsleder og faglig leder inden for skel og ejendomme.

I kraft af at være en del af Danmarks største rådgivende landinspektørvirksomhed får afdelingen adgang til et fagligt netværk på omkring 450 specialister, som kan bringes i spil på tværs af opgaver og geografi. Den nye afdeling dækker hele Fyn med landinspektørydelser, herunder opmåling og skelafmærkning. Foto: LE34.

– Odense skal være en videnshub. Ikke kun for os i LE34, men for alle vores samarbejdspartnere på Fyn. Derfor er vi glade for, at både Christoffer og Casper har sagt ja til deres nye roller. De bringer stærke kompetencer og et solidt lokalkendskab med sig, som er afgørende for den rolle, vi ønsker at spille i den videre udvikling af området, siger Kenneth Norre.

Som afdelingsleder får Christoffer Madsen det overordnede ansvar for udviklingen af LE34’s aktiviteter på Fyn, mens Casper Aagaard Madsen som faglig leder inden for skel og ejendomme skal styrke den faglige kvalitet og vidensopbygningen i afdelingen.

Læs også

Største enkeltstående bolighandel i Odense-område: Forventer flere markante handler i 2026

Sammen skal de stå i spidsen for en afdeling i vækst og sikre, at LE34 kan spille en mere aktiv rolle i den fynske by- og ejendomsudvikling.

– Jeg går stolt og ydmyg til opgaven, og jeg ser frem til at arbejde videre med det stærke faglige miljø, vi har i Odense. Vores fokus er at være tæt på projekterne og samarbejde konstruktivt med de aktører, der er med til at forme udviklingen på Fyn, siger Christoffer Madsen.

Relateret indhold