I Taastrup har ejendomsinvestoren Koncenton købt et ejendomsprojekt på 12.000 kvadratmeter, som består af tre bygninger med lejeboliger. Koncenton har i forvejen to ejendomme i Taastrup.
Byggeriet skal opføres i samarbejde med KPC og Raundahl & Moesby, der også står bag udviklingen af projektet. Arkitema Architects har tegnet projektet.
– Koncenton vil gerne være med til at udvide paletten af boliger i Danmark. Der skal være lejeboliger til alle, der ønsker at bo tæt på København. I Høje Taastrup bygger vi lejligheder i flere størrelser, der henvender sig til både singlen, familien eller parret, siger investeringsdirektør Oliver Peters, Koncenton.
Første ejendom forventes at stå færdig om godt et års tid.