Kommuner går sammen: Byg krigsskibe og flådebygninger hos os

Tre kommuner spiller sig nu på banen for at trække Forsvarets kommende skibsproduktion til Rødbyhavn på Lolland, hvor store fabriks- og havnefaciliteter står klar til brug om få år.
De tre kommuner – Lolland, Guldborgsund og Vordingborg – vil have politikerne til at kigge mod sydøst, når de Forsvarets kommende skibsproduktion skal placeres. Genrefoto: Gettyimages.

I sidste uge blev der på Christiansborg indgået en aftale, der skal styrke den danske flåde, og hvor forsvarsforligskredsen gav håndslag på, at flere af de kommende skibe til Forsvaret skal bygges i Danmark.

Det gav ros fra blandt andre Dansk Metals forbundsformand, Claus Jensen, der påpegede vigtigheden af, at politikerne har øje for at binde sikkerhed og danske arbejdspladser sammen.

Læs også

Flådeplan er godt nyt for sikkerhed og danske arbejdspladser

Med den nye flådeplan lægges op til at tilføre Søværnet 26 nye skibe nu og her, mens der på længere sigt skal forberedes beslutninger om bl.a. fregatbyggeri og flådebygningskapacitet.

Dog er det ikke fastlagt, hvor i landet, der skal bygges, og det får nu de tre kommuner – Lolland, Guldborgsund og Vordingborg – til i fællesskab at melde sig på banen:

– Vi har i Rødbyhavn en gigantisk arbejdshavn og en af verdens største produktionsfaciliteter, der alligevel skal bruges til nye formål, når Femernbyggeriet om få år er i mål. Og med ti minutter til Tyskland, Centraleuropa lige om hjørnet og fri adgang til Østersøen vil det være en strategisk stærk beliggenhed – endda med gode muligheder for at udvide eller bygge om, alt efter hvad der er behov for, siger borgmester Holger Schou Rasmussen, Lolland Kommune.

Et vigtigt løft til hele regionen

Opgaven er ny for alle, siger han videre, og formentlig vil der være behov for kompetenceudvikling og rekruttering af højtspecialiseret arbejdskraft udefra. Men det gælder uanset, hvor man placerer den kommende skibsproduktion, og borgmesteren anser det ikke som et problem:

– Vi har med Femernbyggeriet set, at tusindvis af medarbejdere i de seneste år er kommet til vores område for at bygge verdens længste sænketunnel, så vi er ikke i tvivl om, at vi også vil være i stand til at rekruttere den rette arbejdskraft til andre store og krævende opgaver.

Læs også

Byggevirksomheder øger bidraget til landets sikkerhed og samfundets robusthed

Borgmester Simon Hansen fra Guldborgsund lægger i sin støtte til forslaget bl.a. vægt på, at nye aktiviteter i Rødbyhavn vil skabe vækst og udvikling – ikke bare lokalt, men på hele Lolland-Falster og Sydsjælland:

– Der er store investeringer i spil. Og med Rødbyhavn som centrum for en ny flådeproduktion vil vi få et vækstlokomotiv, der kan sikre hele vores region et vigtigt løft. Det handler ikke kun om ekstra arbejdspladser, nye virksomheder og en sund erhvervsudvikling, men også om uddannelse, bosætning, netværk, samarbejde, konkurrenceevne og innovationskraft. Et potentiale, vi skal stå sammen om at udvikle i fællesskab.

Et fælles ansvar for sikkerhed og stabilitet

Borgmester i Vordingborg Kommune, Mikael Smed, tilføjer, at det fælles forslag også kan fungere som et vigtigt bidrag i en større national løsning:

– Vi står i en alvorlig situation. Ikke bare i Danmark, men også i et internationalt perspektiv. Vi har derfor et fælles ansvar for at sikre tryghed, sikkerhed og stabilitet, og det er vigtigt, at vi forstår at samarbejde, tænke nyt og handle hurtigt.

– I det lys er jeg glad for, at vi her i vores landsdel kan pege på relevante og velfungerende havne- og produktionsfaciliteter, der kan bidrage til at løfte en alvorlig kapacitetsudfordring.

Sidste uges delaftale under forsvarsforliget 2024-2033 blev indgået mellem regeringen, Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre.

Relateret indhold